Prøv avisen

Kønnenes kamp i dag

100 års-dag bør fokusere på religiøs forfølgelse i udlandet

Årsdagen for kvindernes kampdag er en god anledning til at rette fokus mod de mange lande, hvor religiøs fundamentalisme og indgroede stammetraditioner gør det ubærligt at være kvinde i dag. Hvad der foregår af kvindemishandling mange steder trodser næsten enhver beskrivelse og sætter kampen for kvinders rettigheder på vore breddegrader i relief. Takket være ihærdig indsats gennem årene har kvinder og mænd lige rettigheder hertillands, og aktuelle debatter om, at der er for få kvinder på danske direktionsgange, eller om det er retfærdigt, at danske kvinder ifølge undersøgelser fortsat laver mere husligt arbejde end mænd, er luksus-fænomener. Lige rettigheder er ikke det samme som, at mænd og kvinder skal være ens.

Man bør derfor heller ikke fra politisk hold tvinge kvinder og mænd til at have lige lang barselsorlov, som det op til 100-års dagen i dag igen er blevet foreslået, men hellere arbejde for et skattesystem og et arbejdsmarked, hvor danske familier ikke nødvendigvis skal have to indtægter for at få økonomien til at hænge sammen. Det er nemlig ikke lig med hverken kvinde- eller mandeundertrykkelse, hvis den ene part vælger at være mere sammen med børnene end den anden, eller i længere tid, end det i dag er muligt. Det er snarere udtryk for, at ansvarlige og bevidste kvinder og mænd i familierne selv finder frem til, hvad der tjener familierne bedst, hvis de ellers gives optimale valgmuligheder, og de mangler i dag.

Det er udtryk for samme realistiske tilgang til tingene, når præster og andre med tilknytning til folkekirken i dagens avis aflyser kønskampen i kirken. Det er en stor sejr for alle, at den manglende ligestilling er et overstået kapitel, og selvom nogle beklager, at der stadig er flere mandlige end kvindelige biskopper, er det højst tvivlsomt, om det har noget med kønsdiskrimination at gøre. Og mon ikke der med tiden kommer flere kvindelige biskopper i en kirke, der i forvejen har flertal af kvindelige præster?

Kønskampen har altid være mere nuanceret end simple spørgsmål om, hvorvidt der nu er lige mange kvindelige og mandlige direktører/biskopper/hjemmegående etc. For tiden er det desuden snarere spørgsmålet, om det er manden og ikke kvinden, der er det svage køn. I den læsende offentlighed ramte historikeren Henrik Jensens bog om "Det faderløse samfund" ihvertfald et ømt og måske uerkendt punkt med dens argumentation for, at mænd har mistet indflydelse til kvinder i nyere tid på en lang række områder. I lørdags sagde forfatteren Bent Vinn Nielsen noget lignende her i avisen i forbindelse med hans aktuelle roman "Et liv i almindelighed". Romanens hovedperson er en 96-årig mand, der udadtil var husets herre, men på de indre linjer ikke bestemte meget i sin tid, "og man kan roligt sige, at hankønnet siden er blevet voldsomt detroniseret", som Vinn Nielsen udtalte.

Denne debat er uhyre væsentlig, men selvom manden i dag - måske - er den undertrykte part i vores del af verden, er hans problemer dog ikke at sammenligne med utallige undertrykte kvinders i andre lande. Kvinde-bevægelsens traditionelle religionskritik har oftest rettet sig imod kristendommen, men der er nye sejre at vinde, hvis man fokuserer mere på, hvad der foregår af grum kvindeundertrykkelse i islams navn i Afghanistan, Saudi-Arabien, Iran og mange andre steder. De forfulgte kvinder dér fortjener ekstra opmærksomhed på en dag som denne.