Da statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes 19 nye S-ministre i dag trådte frem for offentligheden, var det med løftet om en regering, som straks vil trække i arbejdstøjet. Men når det givetvis arbejdsomme, men også unge og relativt uerfarne ministerhold overhovedet har fået denne mulighed, skyldes det først og sidst én person, der i årevis har knoklet for en socialdemokratisk magtovertagelse, men som ikke var til stede på Amalienborg Slotsplads: Henrik Sass Larsen. Det er værd at notere sig, at Regeringen Frederiksen er blevet til og efter alt at dømme ser ud til at skulle drives i Sass Larsens ånd.
Og hvad er det så for en ånd? Hvad stod Henrik Sass Larsen for, før han endte sin politiske karriere i hån, spot og latterliggørelse? Han stod for en reel og levet indignation for samfundets svageste. Han stod for en dyb forståelse for virkeligheden uden for Christiansborg, for sammenhæng mellem land og by og for en stram udlændingepolitik. Og selvom personen Sass enkelte gange har stået i vejen for strategen, så har han formået at koble Socialdemokratiet til partiets historiske arv som det store samlende folkeparti i midten af dansk politik i et opgør med de kulturradikale tendenser, som lejlighedsvist har præget partiet.
At folk som Mattias Tesfaye, Peter Hummelgaard og Kaare Dybvad alle er med på ministerholdet, vidner om, at Socialdemokratiet Classic er en væsentlig ideologisk understrøm i den nye S-regering.
Af samme grund kan man håbe på, at det bliver en regering, som afstår fra at høste billige identitets- og symbolpolitiske point og i stedet bliver en praktisk orienteret, samarbejdssøgende regering, som faktisk står med gode chancer for at skabe brede politiske løsninger. Det er karakteristisk, at det er den radikale leder Morten Østergaard, der har travlt med at sælge den udlændingepolitiske aftale som et nyt systemskifte. Det er klassisk radikal identitetspolitik, som ser bort fra, at over tre fjerdedele af de danske vælgere stemte på en videreførelse af den stramme udlændingepolitik. Hvis der er tale om et systemskifte, er det snarere, at Radikale Venstre med det såkaldte forståelsespapir i substansen binder sig til den udlændingepolitiske konsensus.
At Mogens Jensen ikke fik posten som kirke- og kulturminister var en overraskelse for mange. Men måske skal det netop ses i lyset af den pragmatiske linje. På kulturområdet har Jensen således meldt klart ud til fordel for DR, ligesom han kirkepolitisk har profileret sig på en aktivistisk linje, som ikke tiltaler mange i det folkekirkelige landskab. På begge områder havde han kunnet splitte mere, end han kunne samle. Heroverfor er den nye kirke- og kulturminister Joy Mogensen en mere samarbejdssøgende profil.
På det kirkelige område er hun et forholdsvis ubeskrevet blad, men hun har dog vist fornemmelse for kirken som en væsentlig medspiller både lokalt og på integrationsområdet. Hvis hun vil tjene folkekirken og de øvrige trossamfund, tager hun udgangspunkt i den brede kirkelige virkelighed og afstår fra at hente identitetspolitiske point i strid med dansk tradition for tros- og åndsfrihed. Også det er der en stolt socialdemokratisk tradition for siden Staunings melding om at ”undgå ballade med de hellige”.
Selvom kirkeministerposten er blandt de allermest upåagtede på Slotsholmen, kan man håbe, at alle regeringens ministre vil lade sig inspirere af den ånd, hvor det handler mere om at tjene end om at udøve magt.
De nye ministre bør huske, at de først og sidst er tjenere. At de i bund og grund ingen magt har. Det er de danske vælgere, der har magten. Det er det, folkestyre betyder. Forstå det. Og tjen folket i den ånd.