Gymnasieelever er lige så stressede som de allermest stressede voksne, og gang på gang viser trivselsmålinger, at især de 16-24-årige har ondt i livet. Gruppen er hårdt ramt af ensomhed, angst og generel mistrivsel, og udviklingen går den forkerte vej. Ved hver måling stiger andelen af unge, der har psykiske lidelser og brug for psykologhjælp.
På landets højskoler, hvor unge fra såkaldt ressourcestærke hjem er stærkt repræsenteret, fortæller de om en generation af rådvilde unge. En generation præget af modløshed og manglende livsmod. Udefra set er det svært at forstå. Generation Z er ikke bare ønskebørn, men planlagte børn, hvor forældrene har haft uddannelsen på plads, jobbet i orden og de gode hjemlige rammer klar, før børnene er kommet til verden. Ifølge tidsstudier bruger både mor og far langt mere tid med børnene end tidligere. De unge er blevet set og hørt. De har lært at mærke efter, og de er siden børnehaven blevet tilskyndet til at sætte ord på deres følelser.
Alt er naturligvis gjort i kærlighed fra forældrenes side og med de bedste intentioner fra daginstitutioner og skoler, men meget tyder på, at man har forsømt at gøre de unge livsduelige. At lære dem at tackle nederlag og at acceptere middelmådighed. For alle kan ikke præstere til et 12-tal hver gang. Der er ting, man er mindre god til, og der er dage, hvor håret sidder forkert, kammeraterne ikke vil en, og kæresten har gjort det forbi. Sådan er livet.
Men hvis man har lært altid at mærke efter og klart har forstået på sine forældre, at man helst skal svare med et smil, når de spørger, hvordan det går, er det ikke mærkeligt, at nogen vælter. For når forældrene og med dem samfundet signalerer, at alle muligheder er åbne, og at alt kan lade sig gøre, bliver verden også skræmmende. Og de unge har ikke alene lært at mærke efter hos sig selv. De fornemmer også tydeligt, hvad samfundet forventer af dem. Så selvom politikere og eksperter igen og igen siger, at det er lige så fint at være tømrer som tandlæge, ved de unge godt, hvor prestigen og mors og fars forventninger er. Og skulle de være i tvivl, kan de se på, hvilke uddannelser meningsdannerne og deres børn selv har.
Børn og unge skal ikke kun være ressourcestærke. De skal være eksistensstærke, og forældrene skal lade dem turde flyve fra reden. Men når der bliver indkøbt lejligheder til de unge studerende, forældrene tager med på introduktionsbesøg på universitetet og tropper op på højskolen, når der er problemer, vidner det om, at forældrene ikke rigtig tror på, at de er lykkedes med at gøre de unge selvstændige. Og de unge ved det.
Mange forældre har i dag et stærkt og godt forhold til deres børn og unge. Men bagsiden af medaljen er, at det er svært at skelne mellem forældreskab og kammeratskab, og er mor veninde med sin datter, bliver det svært at gøre oprør og løsrive sig. Forældrene skal hverken gå foran eller ved siden af deres voksne børn. De skal lade dem gå selv.