Sproglige hensyn kan betyde, at vi til sidst ikke kan tale sammen

Kamp om sproget kræver omtanke

Hen. Han. Hun. Der er kamp om sproget i disse år. Alene i de seneste måneder har der i Danmark været tre sager, som vidner om, hvor kampen står. Den handler især om køn og tiltagende krav om såkaldt ”inkluderende sprog”. Kampen bliver i sidste ende afgjort af, hvor langt vi vil gå for at tilpasse vores fælles sprog af hensyn til moderne kønsideologi og særlige krav fra mindretal, som har vind i sejlene.

I august var det den amerikanske tech-gigant Microsoft, som i tekstbehandlingsprogrammet Word introducerede nye retningslinjer for inkluderende sprog. Her kan vi nu alle få en advarsel, hvis vi uforvarende kommer til at skrive ”ikke-inkluderende”. For ved vi rent faktisk, om der er tale om en ”han” eller ”hun”? Eller hvis vi skulle finde på at omtale nogen som demente eller psykopater. For der er jo rettere tale om personer med demens eller personer med dyssocial personlighedsforstyrrelse.

Måneden efter var det institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet, som i fælles retningslinjer opfordrede alle undervisere til blandt andet at undgå brugen af stedord som ”han” og ”hun” for at inkludere non-binære og transpersoner i undervisningen. Og nu er det så Den Danske Ordbog, som har taget det ”inkluderende” sprog til sig, blandt andet ved at ændre beskrivelsen af et ægtepar, så det ikke er bestående af en mand og kvinde. For det er jo i stedet to personer, som er gift med hinanden. Ikke sandt?

Vi har formentlig kun set begyndelsen på denne udvikling. Den står nemlig især stærkt på landets universiteter og øvrige uddannelsessteder, så der er grund til at tro, at den vil vinde fodfæste i de kommende år.

Så meget desto mere er der grund til besindelse. Naturligvis kan man opfordre til at tage hensyn til mindretal og oplyse om nye betydninger. Sproget bevæger sig, og det er der i sig selv ikke noget problematisk ved. Men netop fordi sproget er vores vigtigste fælles kommunikationsmiddel, skal vi også kunne tage hensyn til de mange. Vi skal være bevidste om, at sproget er et brugssprog. Det er udmærket at oplyse om, at der findes et voksende antal især yngre personer, som gerne vil omtales eller tiltales på en bestemt måde. Det er ikke noget, de har krav på, men det er et hensyn, man kan vælge at udvise. Men der er også forskel på den sproglige virkelighed på Københavns Universitet Amager (KUA), i Bjerringbro og i Nordsjælland. Det er ikke sikkert, at retningslinjer, der måske giver mening på KUA, gør det på en arbejdsplads i Nordjylland. Og de fleste bruger faktisk stadig ord som ”han” og ”hun”. Vi kan ende med at tage så mange hensyn, at vi til sidst ikke kan tale sammen.

Medier, tech-giganter, skoler, universiteter, forlag og i særdeleshed udgivere af ordbøger har et særligt ansvar og er med til at præge, hvordan sproget udvikler sig. De bør alle tænke grundigt over, hvordan man bedst muligt tager hensyn både til de få og til de mange. Hvordan sproget kan holdes frit og åbent og med højest muligt til loftet. Det er en vanskelig balancegang, men løsningen består sjældent i at lade sin egen sproglige boble sætte rammerne for alle andre.