Er en ”12-talspige” en fagligt dygtig pige eller en overambitiøs pige på kanten af et nervøst sammenbrud? Og er ”Udkantsdanmark” bare et geografisk udtryk for den del af Danmark, der ligger langt fra de større byer, eller dækker det over en nedladende holdning til de landsdele, der ikke er begunstiget af de seneste års økonomiske opsving? Og hvad med ”ældrebyrde”? Er det en faktuel beskrivelse af de økonomiske udgifter til ældrepleje, eller siger man indirekte, at ældre mennesker belaster samfundet?
De tre nævnte eksempler, der alle har fyldt meget i debatten de seneste år, illustrerer tydeligt, hvorfor ens valg af ord skal ske med omtanke. Og det gælder ikke mindst, når man har central indflydelse på samfundsdebatten. Derfor skal landets største medie, DR, også have ros for nu at have udarbejdet en omfattende og meget afbalanceret sprogmanual – i DR-terminologi betegnet som en ”stilguide”, der skal hjælpe de mange medarbejdere til gennem en større sprogbevidsthed at være så præcise, upartiske og troværdige som muligt.
Mediernes sprogbrug har altid været påvirket af det omgivende samfund og på samme tid en katalysator for, hvordan der blev talt på gader og stræder.
I de senere år har ikke mindst debatten på de sociale medier dog udfordret mediernes rolle med at sætte dagsordenen, også den sproglige. Alle politiske partier har medarbejdere, hvis vigtigste opgave er at bruge især Facebook til at forskønne egne holdninger og problematisere modpartens. Men derudover er nettet også en myretue af både sobre og mindre sobre interessegrupper, der ihærdigt forsøger at dreje og fordreje debatten, ikke mindst gennem sproglige greb. Derfor er det så meget desto vigtigere, at medierne i stigende grad bliver bevidste om ikke at falde i de sproglige fælder og spin-taktiske formuleringer, der kan præge nogle debatter. I udlændingedebatten er det eksempelvis centralt, at der skelnes mellem indvandrere og flygtninge, mens medierne i den politiske debat også skal være varsomme med at overtage udtryk som ”populisme” og ”ekstremisme”, selvom mere etablerede partier foretrækker at miskreditere hurtigtvoksende politiske bevægelser med disse udtryk.
Sprog er magt, og magt skal forvaltes med ansvar. Det signalerer DR nu med sin sprogmanual, og selvom manualen er blevet kritiseret for en snert af politisk korrekthed, kan den forhåbentligt skabe en større bevidsthed i mediemastodontens sprogbrug, som stort set alle danskere møder hver dag i radio og tv.
Også denne avis har en redaktionel sprogmanual, der ikke er tænkt som en endegyldig facitliste, men som en påmindelse om sproglig præcision og objektivitet. Sproget udvikler sig konstant, men retningen skal ikke fastsættes af de mest tendentiøse aktører. Netop dette har også DR tænkt over i sin sprogmanual, der suppleres med en liste af ”tendensord”, altså ord, der ligesom ”12-talspiger” og ”ældrebyrde” har negative undertoner og derfor bør undgås af DR’s medarbejdere.
Man kan så håbe, at den sproglige bevidstgørelse også vil forhindre flere af de sager, hvor DR eksempelvis i beskrivelsen af kirkelige miljøer er forfaldet til meget tendentiøse beskrivelser. Det så man blandt andet, da DR for et par år siden beskrev et medlem af pinsekirken som ”religiøs fanatiker”, hvilket efter kritik førte til en undskyldning fra den ansvarlige redaktør. Og det er netop som et modspil til journalisternes fordomme og automatreaktioner, at en bevidst sprogpolitik kan gøre en forskel. Her er sprogmanualen en god begyndelse.