Kristeligt Dagblad mener: Kampen mod IS er langtfra ovre

Baghdadis død er opmuntrende, men pral er ikke på sin plads

Det er sjældent på sin plads at udtrykke glæde over et menneskes endeligt. Men i tilfældet Abu Bakr al-Baghdadi er det forståeligt, at internationale og danske politikere i kor taler om en glædelig nyhed, efter at Islamisk Stats berygtede leder i weekenden mistede livet i en amerikansk aktion i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien.

Selvom det til enhver tid ville have været at foretrække, at massemorderen Baghdadi var blevet stillet til ansvar for sine uhyrlige ugerninger ved en domstol, er det en utrolig vigtig symbolsk sejr i kampen mod terror, at verdens mest eftersøgte terrorist nu er sat ud af spillet.

Det gode har besejret det onde. Der hersker ingen tvivl om, at manden, der som den første terrorleder evnede at kontrollere et større landområde og dermed personificerede drømmen om det islamiske kalifats genkomst, var en kynisk og gemen forbryder, som ikke blot prædikede død over de vantro, men selv begik drab og voldtægter. Den selvudråbte kalifs rædselsregime stod bag korsfæstelser af kristne og folkedrab på yazidier, gjorde i en årrække IS til den største trussel mod fred og stabilitet i Mellemøsten og en angstfaktor i Europa, hvor Baghdadi var ideologisk opdragsgiver til selvmordsterrorister i byer som Paris, Bruxelles, Manchester og Barcelona.

Så der er ingen grund til at begræde hans bortgang, som især i propaganda-øjemed betyder en alvorlig svækkelse af hans terrorbevægelse. Men spørgsmålet er, om verden ligefrem er blevet et sikrere sted, sådan som USA’s præsident, Donald Trump, hævdede, da han i weekenden bekræftede Baghdadis død.

Tilsvarende optimistiske vurderinger kom hans forgængere, Barack Obama og George W. Bush, med, da de havde fået ramt på henholdvis al-Qaeda-lederen Osama bin Laden i 2011 og al-Qaedas irakiske leder, Abu Musab al-Zarqawi, i 2006. Siden bin Ladens død er dennes organisation genopstået i Yemen og Syd-østasien, og det er værd at minde om, at det var på resterne af Zarqawis bevægelse, at Baghdadi skabte Islamisk Stat.

Det var dybt naivt, da Bush for 13 år siden erklærede krigen mod terror for vundet, men det er decideret uforsvarligt, når Trump bruger en tiltrængt udenrigspolitisk sejr til i maleriske detaljer at prale med, hvordan IS-lederen døde ”klynkende og grædende” og ”som en hund”. Det er kontraproduktivt med denne forhånelse, når de fleste af Baghdadis ofre faktisk var muslimer. Og der er netop ikke tale om en film, selvom præsidenten efter eget udsagn oplevede aktionen som en sådan, men en nøje planlagt operation, hvor adskillige mennesker risikerer deres liv i en højere sags tjeneste. I øvrigt efter at præsidenten har spillet hasard med Vestens interesser ved at trække USA ud af det nordlige Syrien.

I kampen mod terrorgrupper som Islamisk Stat og den fundamentalistiske, menneskeforagtende ideologi, den og tilsvarende grupper står for, gælder det om holde hovedet koldt. Bagdhadi og hans lige skal bekæmpes, men fokus skal være på kampen mod terror, ikke hævn.