Kristeligt Dagblad mener: Smuk DR-naturserie skæmmes af menneskeliggørelse af dyr

Kan en hummer have en terrasse?

Med løftede klosakse tørner to store hummere sammen. Havbundens sand piskes op, mens en voldsom kamp om territoriet udkæmpes. Til sidst giver den ene hummer op og trækker sig, mens den anden rykker sejrrigt tilbage til sit gemmested – eller som det lyder med Lars Mikkelsens karakteristiske speakerstemme: ”Her kan han nyde sommeren med snacks på terrassen”.

Ovenstående stammer fra DR’s netop afsluttede og utroligt smukke naturserie ”Vilde vidunderlige Danmark” – en serie, som skal have stor ros for visuelt og i sin bredde at præsentere dansk dyre- og naturliv på et niveau, der ikke tidligere er set i dansk tv.

Det er derfor helt fortjent og forståeligt, at seriens fem afsnit har trukket op til 900.000 ugentlige seere, for den danske natur er et overflødighedshorn af drama, sanseindtryk og oplevelser.

Men ingen roser uden torne, og det gælder desværre også ”Vilde vidunderlige Danmark”.

En central anke er, at serien desværre indeholder flere faktuelle fejl, trods solid ekspertbistand.

Eksempelvis kunne Kristeligt Dagblad tidligere på ugen beskrive, hvordan man til flotte billeder af en gråsæl havde brugt lyden fra en søløve, forvekslede en sølvmåge med en stormmåge, og til optagelserne af en rede med musvågeæg havde brugt hønseæg. Fejlene er formentlig få, seriens omfang taget i betragtning, men når man som DR selv præsenterer serien som værende ”i en kvalitet og originalitet, der rammer bredt, og som ikke findes tilsvarende herhjemme”, skal en sæl ikke sige som en søløve.

Den slags bommerter kan dog heldigvis rettes, og det har DR bebudet vil ske, så man på nettet kan se den smukke serie uden fejl. Mere problematisk er det natursyn, som serien risikerer at viderebringe.

Udover det nævnte citat med den terrasseglade hummer får man i DR-serien også beskrevet strandskaden som en ”rigtig curlingforælder” og husmåren som en ”irriterende overbo”, ligesom ”rævemor venter på, at rævefar kommer hjem”.

De kreative metaforer er uden tvivl tænkt som et velment forsøg på at gøre formidlingen underholdende og forståelig. Den oplagte risiko er dog, at serien ikke bringer seerne nærmere naturen, men tværtimod skaber distance. For når man rejser sig fra sofaen og bevæger sig ud til skov, strand og mark, oplever man jo en natur, hvor dyrene ikke opfører sig som i tv, men derimod som, ja, dyr. Her er det instinktet, der råder, uanset om der er tale om rov- eller byttedyr. At tillægge strandskaden og ræven menneskelige egenskaber er derfor dybest set både en underkendelse af naturen og mennesket.

Det danske dyreliv er stort og fascinerende, voldsomt og hensynsløst, og den historie kan sagtens fortælles uden at forfalde til en så forsimplet formidling, som desværre skæmmer DR’s flotte naturserie. For hummere har ikke terrasser.