Kristendommen opstod på et bestemt sted og tidspunkt, og da Palæstina år 0 var anderledes end Danmark i 2016, vil det altid være påkrævet at ”oversætte” de kristne kernebegreber til nutiden.
Behovet bliver intensiveret af, at vi generelt lever i en tid med nedsat praksis for overlevering generationerne imellem. Før kunne man forvente, at der var en vis traditions-viderebringelse fra forældre til børn, men i takt med omsiggribende historieløshed og nutidsforherligelse kan traditionelle samfundsinstitutioner som kirker, skoler og museer ikke længere forvente, at ”brugerne”, som man ofte nedkoger samfundsborgeridealet til, kender selv den nære forhistorie.
Derfor er det godt, at Folkekirkens Konfirmandcenter, der er en del af Folke-kirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), har sat sig for at formidle kristendommens kernebegreber til et nutidigt publikum med en ny katekismus.
Man har med stor ret bedt skuespilleren Hella Joof om at udlægge betydningen af De Ti Bud, trosbekendelsen, Fadervor med videre. En god idé, fordi Joof ud over at være kendt i offentligheden er teologisk skolet og interesseret i kristendom på et dybere niveau, end flere andre danske skuespillere har givet udtryk for.
Et vigtigt princip i boganmeldelsen som genre er, at man anmelder en bog, ikke forfatteren. Det er jo den, læserne skal beslutte sig for, om de vil læse, og den, som kritikeren vurderer i forhold til en lidt større skala end nuets og tidsåndens målestok.
Her må man så desværre anføre, at ”Hellas Katekismus” ikke lever op til sit navn. Ja, en katekismus er det dårligt nok, når der kun er plads til kærlighed og ikke begreber som synd og ondskab i fremstillingen af, hvad kristendommen er.
Et er, at Luther med sin standardsættende katekismus ville være uforstående over for denne udgivelse, noget andet er, at der er tale om kategoriforveksling. De mange fine og uanstødelige ting, der siges om kristendommen i ”Hellas katekismus”, kunne sagtens stå i et dagblad, et ugemagasin eller andre medier, hvor interviewet med en kendt person eller den personlige klumme har en fremtrædende redaktionel plads.
Men en katekismus er noget andet end en klumme, og ligesom en biografi ikke kan være fri fantasi, og en novelle ikke kan være 1000 sider lang, så er der også nogle genrekrav til en katekismus, som udgiverne bag bogen i dagens avis med rette kritiseres for at se stort på.
Som en sognepræst rigtigt siger det: ”Jeg synes bare ikke, at kirkens ærinde er at tage alt det kantede ud, for så bliver kirkens budskab ligegyldigt.” Unge mennesker kan såmænd godt klare nogle kanter, og ”All you need is love” er ikke et tilstrækkeligt evangelium for dem.
Det er ærgerligt, at kristendommen gøres tandløs, men vi lever i en tid, hvor kærlighed er den dominerende religion, og det kan gøre os blinde for, hvordan vore forfædre så på verden. Man må håbe, at denne problematiske udgivelse i det mindste kan anspore en debat om det, sagen handler om: kristendommen.