Katolsk katastrofe

Vatikanet er på vildspor med modangreb på pressen

Katolsk katastrofe

De mange sager om sexmisbrug i den katolske kirke fra Irland, USA, Tyskland og Østrig har ramt Vatikanet med stor styrke og svækket kirkens troværdighed alvorligt. Selvom paven sidste lørdag i et hyrdebrev til irske katolikker undskyldte for en del af overgrebene, er der ingen tegn på, at krisen for kirken er ved at nå til en afslutning.

Tværtimod. Nye anklager og nye afsløringer har som omtalt her i avisen både i går og i dag ramt kirkens allerøverste ledelse. At Vatikanet som modtræk har valgt at gå hårdt til modangreb på dets kritikere og den verdenspresse, som formidler kritikken, gør desværre blot ondt værre. Samlet set tegner der sig nemlig at billede af en kirkelig institution, der slet ikke forstår situationens alvor og stædigt holder fast i en ophøjet selvforståelse præget af en tro på, at selvjustits og nedtoning af problemernes omfang er vejen frem.

At paven i en tale til de nordiske biskopper forleden valgte at tale om høj moral, om konservative familieværdier og om behovet for at præge den offentlige debat med katolsk etik uden på nogen måde at nævne eller forholde sig til kirkens moralske og praktiske problemer med at håndtere sagerne om misbrug af børn taler sit eget tydelige og bekymrende sprog. Ifølge den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, var paven tilmed blevet orienteret om de fire-fem historiske sager, der har skabt hård kritik af kirken også i Danmark. Også denne lille nordiske vinkel på den langt større internationale problemstilling bidrager til det samlede billede af en institution, som er på vildspor og i vildrede i denne dybt alvorlige sag.

Det må naturligvis stå klart, at langt størstedelen af verdens over en milliard katolikker er uden skyld i og ikke har noget som helst at gøre med problemerne. Det vil også være for meget at forlange, at så stor en kirke og så betydningsfuld en arbejdsgiver i alle dele af verden skulle kunne undgå problemer med pædofili. Men Vatikanets problem er heller ikke længere misbrugene i sig selv.

Problemet er måden, som Vatikanet konstant forsøger at nedtone, negligere og undvige de seriøse kritikeres helt legitime spørgsmål på. Hvad ved og hvad vidste paven egentlig selv om misbrugene? Hvorfor har Vatikanet forsøgt at holde myndigheder uden for sagerne i årtier? Hvorfor blev pædofile præster ikke forhindret i at begå nye overgreb? Hvorfor tager så få højt placerede gejstlige i kirken et personligt ansvar for krisen? Hvorfor kan kirken reagere hurtigt, når paven selv bliver angrebet, mens der skal gå både måneder, før ofre for overgreb i kirken får endda ret vage svar?

Før spørgsmål som disse er blevet besvaret tilfredsstillende, får Vatikanets folk næppe den arbejdsro, som de ønsker.