Så blev den længe ventede og frygtede Ryan-rapport endelig publiceret i Irland. For næsten 10 år siden nedsatte den irske regering en kommission, der skulle undersøge omfanget af misbrug af børn og unge på katolske institutioner som skoler, børnehjem og genopdragelsesanstalter. Undersøgelsen blev sat i gang efter en række dokumentarprogrammer om emnet på nationalt tv, som rystede det irske samfund i sin grundvold.
Rapporten, der har navn efter lederen af undersøgelsen, nemlig højesteretsdommer Sean Ryan, fylder hele fem bind og er baseret på interview og samtaler med 2500 irere, der alle var udsat for en eller anden form for misbrug fra sadistisk drilleri til fuldbyrdet og systematisk voldtægt.
Til stor irritation for mange af ofrene er alle navne i rapporten blevet anonymiseret, så et juridisk efterspil ikke umiddelbart kan komme på tale, selvom mange af de skyldige præster, munke og nonner stadig er i live. Anonymitet var kravet fra for eksempel munkeordenen Christian Brothers for overhovedet at samarbejde med kommissionen.
Ryan-rapporten er ifølge flere irske og britiske medier rigtig grum læsning, og rapporten har smidt Irland ud i en stor national krise, fordi også den irske stat har svigtet. Den har haft ansvaret for tilsynet med alle disse institutioner, men har været alt for ærbødig i sin indstilling til den katolske kirke til at udføre sit arbejde ordentligt.
Rapporten forsøger at afdække omfanget af misbrug i Irland i tiden efter Anden Verdenskrig. Indtil omkring 1990 benægtede den katolske kirke, at der var et problem overhovedet. Men da afsløringer i medierne gjorde den påstand umulig at fastholde, accepterede den katolske kirke tøvende, at der nok var "et par rådne æbler" i kurven. Med Ryan-rapporten i hånden falder også det forsvar fra hinanden. Omfanget og systematikken i misbruget er simplethen for stort.
Verdens katolikker er selvfølgelig ikke mere ondskabsfulde eller sadistisk anlagte end alle andre mennesker, så hvordan kan noget sådant overhovedet ske? Her bør den katolske kirke kigge på sig selv og den struktur, som kirken har, der skylder Romerriget mere end tømrersønnen fra Nazaret.
Den katolske kirkes systematiske forsøg på at dække over egne folk og eksempelvis flytte problematiske præster fra et stift til et andet og holde problemerne internt er temmelig sigende for kirkens selvforståelse. Man er ikke underlagt den samme lovgivning som det verdslige samfund, og kirken har sit eget fuldt udviklede kirkeretlige parallelsystem. Måske beror denne forståelse på, at den katolske kirke dybest set aldrig har accepteret den adskillelse af kirke og stat, der fulgte med reformationen. holm