Prøv avisen
Leder

Kina skal man også kunne grine af

Af Morten Rasmussen, nyhedsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

JP-satire er ikke specielt taktfuld, men skal ikke undskyldes

Er det specielt smagfuldt, når Morgenavisen Jyllands-Posten i en satiretegning udskifter de fem stjerner i det kinesiske flag med fem coronavirusser? Ikke just, og man kan med god ret undre sig over forsøget på at satirisere over en sygdom, der har dræbt flere end 100 personer, og som de kinesiske myndigheder efter alt at dømme kæmper hårdt for at inddæmme og bekæmpe.

På den tragiske baggrund kan man godt forstå, at satiretegningen har stødt det kinesiske styre på manchetterne. Men lad det stå helt klart: Jyllands-Posten er i sin gode ret til at bringe satiretegninger, også de smagløse, og avisen skal naturligvis ikke give en offentlig undskyldning som krævet af den kinesiske ambassade i Danmark.

Det betyder ikke, at man i satirens navn har helt frie grænser, for også satiretegnere skal stå til ansvar for eksempelvis injurie- og racismelovgivningen, ligesom det i straffeloven er pointeret under afsnittet om landsforræderi, at man risikerer op til to års fængsel for at forhåne en fremmed nation eller dennes flag. Men om Jyllands-Posten går over grænsen, skal i så fald afprøves ved en domstol, ikke gennem en intimiderende udtalelse fra et ikke-demokratisk styre, der i utallige henseender krænker menneskerettighederne på måder, der får det til at klinge særdeles hult, når selvsamme styre mener, at Jyllands-Posten ”støder den menneskelige samvittighed”.

Det er som bekendt ikke første gang, at en satiretegning fra Jyllands-Posten skaber dønninger ud over landets grænser, og der er da også flere lighedspunkter mellem Muhammed-sagen, der udløstes af Jyllands-Postens 12 Muhammed-tegninger fra 2005, og den aktuelle Kina-satire.

En oplagt lighed er, at der i begge sager er tale om satire, der udfordrer ”det hellige”. For store dele af den muslimske verden udviste Jyllands-Posten en eklatant disrespekt ved at overtræde islams forbud mod at illustrere muslimernes profet Muhammed, mens ”det hellige” i Kina er staten – symboliseret ved flaget – der blandt andet fastholder sin position ved med alle midler at bekæmpe hån og latterliggørelse.

Den mest afgørende lighed ved de to sager er dog, at det i begge tilfælde ser ud til at komme bag på os, at verden bogstaveligt talt er globaliseret. En satiretegning, sat op i en avis i Viby ved Aarhus, lander ikke kun på køkkenbordet hos avisens læsere, men bliver også set af den kinesiske regerings udsendte. Og ganske ofte, hvilket man også så med Muhammed-tegningerne, får satiren hurtigt sit eget liv og tillægges en betydning og fortolkning, der er ganske urimelig i forhold til de oprindelige intentioner, men som ikke desto mindre etablerer en præmis, man skal forholde sig til.

Nu er der dog intet, der tyder på, at den aktuelle sag får samme omfang som Muhammed-sagen, Danmarks største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Den kinesiske markering skal nok nærmere ses som en symbolsk handling, der også har et indenrigspolitisk sigte.

For med internettet, som styret i Beijing ganske vist censurerer og kontrollerer med særdeles hård hånd, kan en dansk satiretegning jo også blive opsnappet af almindelige kinesiske borgere, der kun tør drømme om muligheden for at udfordre styret med samme åbenhed, som det ses i vestlige medier. Så når det kommunistiske styre bruger kræfter på at kritisere et, efter kinesisk målestok, ganske lille dansk dagblad, skal det formentlig også ses som et signal til frihedsdrømmende kinesere om, hvor grænsen går.