At dømme efter erklæringer fra den kinesiske ledelse i Beijing agter man at bekæmpe urolighederne i den fjerne Xinjiang-provins med benhård brutalitet. Ingen af de ansvarlige vil blive skånet. Det er en forkastelig tilgang til en situation, der dækker over reelle etniske og religiøse modsætninger, og det er på længere sigt heller ikke særlig klogt.
Forholdene i Xinjiang minder på mange måder om Tibet. Her var der for et års tid siden voldsomme sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker, og baggrunden var tilsyneladende den samme, nemlig etnisk og religiøs diskriminering af områdets største og oprindelige befolkningsgruppe.
Også dengang var svaret fra myndighederne, at det drejede sig om bøller, der gik løs på sagesløse kinesere, og at urolighederne var inspireret fra udlandet. Hvorefter man slap hele magtapparatet løs på de formastelige.
Forskellen er, at uighurerne ikke er så heldige, at de har en Dalai Lama. Han er så kendt verden over, at Tibets kamp for selvstyre alene på grund af tibetanernes åndelige leder nyder omfattende global bevågenhed og sympati.
Desuden er uighurerne muslimer, hvilket i udgangspunktet gør det nemmere for Kina at brændemærke deres ledere som terrorismens frontsoldater. Men selvom én af deres bevægelser er opført på USA's liste over terrororganisationer, og kineserne gør alt for at trække tråde mellem uighurerne og islamismen, så tyder alt på, at urolighederne i de to provinser er ganske sammenlignelige.
Vi oplever nu igen, at det kommunistiske styre i Beijing hverken respekterer individets rettigheder eller anerkender landets mange etniske mindretal. Udbytning og diskrimination har været hverdagskost for uighurerne siden den kommunistiske magtovertagelse for 60 år siden.
Voldshandlinger kan ikke forsvares, heller ikke når de udløses af årsager, der ellers forekommer rimelige. Men de overgreb, vi i disse dage er vidne til fra myndighedernes side, er på den anden side stærkt angribelige.
Tankegangen er tilsyneladende, at kun en hård kurs kan dæmpe gemytterne i Xinjiang og på længere sigt holde sammen på den kinesiske enhedsstat. Sådan tænker man traditionelt hos centralmagten i Beijing, men det er langtfra sikkert, at dette er holdbart i det lange løb.
Sidste år var det Tibet. I år er det Xinjiang. Hvad bliver det næste? Efterhånden som Kina åbnes mere og mere over for omverdenen, vil det blive stadigt sværere for den kommunistiske ledelse at bruge undertrykkelse til at holde sammen på landet.
I stedet burde man slå ind på en anden vej. Talrige erfaringer fra andre steder i verden viser, at selvstyre og respekt for forskelligheder frem for at være en trussel mod enhedsstaten på længere sigt bliver en forudsætning for dens overlevelse.
Det kræver imidlertid også demokrati, og hermed er vi fremme ved det egentlige hovedproblem, nemlig at det kommunistiske partis magtmonopol er uforeneligt med tildeling af de frihedsrettigheder, der på længere sigt kan holde landet samlet.
Ledelsen i Beijing er med andre ord fanget i en klemme. Giver man indrømmelser, trues regimet på livet. Derfor agter man at slå hårdt ned på uroen, også i Xinjiang. Den hårde kurs er beregnet på at vise styrke, men i virkeligheden udstiller man blot sin egen svaghed.