Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Kina vil os intet godt, desværre

Af Jeppe Duvå, redaktionschef

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Det må være Vestens hovedopgave at bremse styret i Beijing

På officielt niveau har de vestlige lande i årtier dyrket et upassende sorgløst forhold til Kina. Upassende, fordi relationen har været baseret på en høj grad af mental fortrængning fra vestlige regeringers og store virksomheders side om, hvilket hensynsløst diktatur man havde med at gøre. Når det er gået højt, har enkelte modige aktører i Vesten tilladt sig at hylde en forfatter, der ellers fra kinesisk side var erklæret som ikke-person. Hvorefter det skyldige vestlige land er blevet lagt på kinesisk køl i en periode.

Coronakrisen har også på den led virket som et sandhedsserum. De indre kinesiske realiteter med en i begyndelsen hæmningsløs undertrykkelse af oplysninger om sygdommen har fået flere til at se på Kina i almindelighed og dets regime i særdeleshed med en realisme, om hvilken man kun kan sige: bedre sent end aldrig.

Og det er sent. Kinas ekspansion på verdensplan er sket foran vores øjne, men vi har kigget den anden vej, mens Kina har sat sig på stadig mere af kontrollen med strategiske sektorer i de frie samfund. Der var jo ikke – sådan rigtig – tale om fysisk besættelse og geografiske erobringer. Det var vist mere noget med varer og teknologi, trøstede man sig med. Sandheden er, at det kinesiske kommunistpartis ledelse i dag er verdens suverænt mest magtfulde klike af mennesker. De demokratiske lande har bid for bid anbragt lunser af deres handlefrihed og beslutningskraft i den livstidsudnævnte præsident Xi Jinpings lommer.

Ikke bare har Vesten udliciteret enorme dele af sin basale vareforsyning til de kinesiske produktionshangarer. De har også spundet sig selv ind i en afhængighed af Kina på afgørende teknologiske områder. Beijing-styret er nu blevet så selvsikkert, at det dårligt nok ulejliger sig med at skjule sine pressionsforsøg, når nye ekspansionsobjekter tøver med at abonnere på kinesisk hightech. Selv Færøerne har prøvet det i forbindelse med landets valg af leverandør af 5G-telefoni.

At Kina i realiteten har genkoloniseret dele af Afrika, en menneskealder efter at kontinentet slap af med de europæiske koloniherrer, er der alt for lidt fokus på.

Det er, ud over at være et gigantisk menneskeligt problem, også en anseelig begmand til USA og hele den gamle industrialiserede verden, fordi Kina de facto dominerer strategiske ressourcer, eksempelvis metaller, som er centrale i vedligeholdelsen af den teknologi, vores civilisation hviler på.

Det er måske ikke klassisk erobringspolitik, Kina har udøvet her, men i en højteknologisk tidsalder virker det mindst lige så effektivt. Og Vesten har bare set på – eller sagt ja.

Kan ubehagelige sandheder, der kommer frem om Kinas håndtering af corona-epidemien, være med til at vække vores vagtsomhed over for den kinesiske imperialisme, er det hele ikke forgæves.

USA’s Donald Trump kan klandres for meget, og han er sandsynligvis ude i konspirationsteorier, når han kraftigt antyder, at Kinas styre med vilje har spredt virussen, men den hårde linje, som han fra første færd har anlagt over for Beijing – i hvert fald retorisk, lidt har også ret – må godt danne skole.

EU må opprioritere unionens inddæmning af Kina. Det gælder alt fra en systematisk hjemtagning af strategiske produktioner af primært medicin og elektronik til en hård afvisning af kinesiske koncerner, der med eller uden fine midler prøver at sætte sig på europæiske landes infrastruktur.

Vi må indse og handle efter, at det kinesiske styre intet godt vil os.