Kirkebrylluppet bør bevares intakt

Den kirkelige vielse skal ikke tages som gidsel i kulturkamp

Jakob Holm, kronik og debatredaktør Kristeligt Dagblad.
Jakob Holm, kronik og debatredaktør Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

Skal vi ændre danske traditioner for at genere minoriteter? Det vigtige spørgsmål stillede SF’s kirkeordfører, Trine Torp, i Kristeligt Dagblad den 9. april som reaktion på Mette Bocks (LA) forslag om at gøre alle vielser til et rent borgerligt anliggende på rådhuset.

En sådan ordning vil nemlig kunne hjælpe med at løse den aktuelle udfordring med radikale imamers vielsesmyndighed, mener Mette Bock, der helt korrekt peger på, at en sådan løsning faktisk ligger i tråd med den klassiske grundtvigske forståelse af ægteskabet som et rent borgerligt anliggende.

Grundtvig havde sin forståelse fra Martin Luther selv, som oprindeligt smed brylluppet helt ud af kirken som en del af den protestantiske reformation og opgøret med den katolske kirke. I dette teologiske opgør får Luther reduceret de oprindelige syv katolske sakramenter eller hellige handlinger til to, nemlig dåb og nadver. Forståelsen af ægteskabet ændrer sig hermed i den protestantiske kristendom fra at være en hellig eller sakramental handling til at være en borgerlig kontrakt, frivilligt indgået mellem to mennesker.

Mette Bock har således sin teologiske argumentation på plads, men opbakningen fra de øvrige partier og fra folkekirken selv glimrer i denne sag ved sit fravær. Og det gør den, fordi virkeligheden for kirkebrylluppet historisk set blev en anden end den, Luther i sin tid formulerede teologisk, og som Mette Bock af politiske grunde nu bakker op om.

Brylluppet udgør sammen med dåb, konfirmation og begravelse de fire kirkelige handlinger, som folkekirken som kristent trossamfund varetager. Nok blev forståelsen af ægteskabet ændret med Luther, men få årtier efter Reformationen var hele vielsen rykket ind i kirkerummet igen.

Det kirkelige bryllup har siden da udgjort en af de vigtigste berøringsflader, som kirken har med ”folket”, det vil sige medlemmerne af den danske folkekirke, som stadig tæller mere end 75 procent af hele den danske befolkning.

Udviklingen op gennem det 20. århundrede har været hård for folkekirken med sekularisering og globalisering, og medlemstallet er stadigt for nedadgående. Det er en trist udvikling for alle, der holder af folkekirken og som mener, at kristendom og kirke stadig bør spille en væsentlig rolle i Danmark i det 21. århundrede.

Denne triste udvikling skal ikke styrkes yderligere, bare fordi nogle danske politikere har behov for at virke handlekraftige i forhold til nogle enkelte, rabiate imamer.

Den populære, folkelige tradition med kirkebryllup bør ikke ofres på et magtpolitisk alter i den nødvendige kamp mod radikal islam. Den kamp skal kæmpes uden for kirken.