Kirkegang ligger stabilt

Folkekirken er ikke så tyndt besøgt, som kritikken vil have

Folkekirken er ikke så tyndt besøgt, som kritikken vil have.
Folkekirken er ikke så tyndt besøgt, som kritikken vil have. Foto: colourbox.com.

De mange fortællinger om messefald og halvtomme sognekirker kan give det indtryk, at alt går i den gale retning for folkekirken. Symptomatisk for debatten skriver en antikirkelig religionsforsker på Politikens hjemmeside, at folkekirken er en synkende skude, der tager mere og mere vand ind.

LÆS OGSÅ:
Danskernes kirkegang er stigende

Men realiteten er, at kirkegangen på nogle punkter ligger højere i dag, end den gjorde for 17 år siden, da Gallup begyndte at spørge danskerne, hvor ofte de går i kirke. Der er i dag 113.000 danskere, der går i kirke ugentligt, hvor det var 86.000 i midten af 1990erne. Hertil kommer de mere end 200.000, som går mindst månedligt går i kirke, og de knap en million, der går minimum halvårligt. I alt 74 procent benytter kirken på en eller anden måde.

Der er samtidig flere personer, der melder, at de aldrig går i kirke, hvilket svarer godt til den omsiggribende religionsmodstand, der er vokset frem det seneste årti. De modsatrettede tal viser den komplekse virkelighed, som altid omgiver danskernes forhold til det kirkelige. Danskernes forhold til troen polariseres.

Stigningen er en belønning for den store indsats, der er gjort i folkekirken i det nye årtusinde, hvor antallet af gudstjenestetilbud er steget kraftigt. Mange sogne har arbejdet intenst på at skabe former, der kan formidle kristendom til en moderne generation.

I Sydthy Provsti har man fået flere mennesker i kirke, end der var tidligere, ved at omlægge gudstjenesterne, så de passer til stedets kirkegangskultur. Eksemplet er udtryk for den fleksibilitet, der rummes i en decentral kirke, som kan handle lokalt, når der er problemer. Det er samme lokale handlekraft, præster udviser, når de offentligt kritiserer, at kirkens kroner og ører bruges på gudstjenester, der trækker meget få deltagere, mens der siges nej til efterspurgt undervisning i kristendom andre steder.

De offensive kræfter i folkekirken fortjener ros for at kalde problemer for problemer og tage fat på dem. Biskop Peter Fischer-Møller har fokuseret på at tænke kirke på en ny måde i Roskilde Stift, og han peger i den sammenhæng på, at højmessen ikke er hellig: Kommer der regelmæssigt kun tre eller fem, duer det ikke.

Hvis højmessen har problemer, er det værd at overveje, hvordan der kan flyttes rundt på ressourcerne i kirkens planlægning. Denne bør kunne tilpasses danskernes ændringer i kirkekulturen på en måde, så søndag stadig giver de trofaste højmessegængere adgang til højmesse inden for rimelig afstand og under rimelige forhold. Det afgørende er at tale kristendom til de danskere, der vil høre, fra Skagen til Bornholm ikke om der er to gudstjenester om søndagen over hele landet.