Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Kirkekunst skal ikke politisere

Af Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Billede i kirke peger fingre politisk. Det burde ikke ske

En kvinde i blåt sparker en sort mand ud i kulden. Den situation kan ses på et kunstværk, som nu er blevet færdiggjort i Skov-lunde Kirke ved København. Symbolikken har vakt debat. Kunstneren siger nemlig, at motivet er ”direkte inspireret” af Venstres næstformand, Inger Støjberg. Og dermed knyttes billedet umisforståeligt til den kontante udlændingepolitik, som den tidligere integrationsminister førte frem til juni.

Men kirken burde genoverveje, hvad konsekvenserne bliver af at have kunstværket hængende. Det sparker selv en del af dans-kerne ud i kulden. Alle, der bakker op om Støjbergs linje, bliver af billedet udstødt af det gode selskab. Det er farisæismens grundproblem. Når man føler sig i stand til at pege fingre ad de umoralske, bliver man selv ekskluderende. Folkekirken bør være større end det. Den bør kunne rumme mennesker, der har både den ene og anden politiske holdning, sådan som kristendommen har kunnet i 2000 år.

Beholder man billedet, vil kirkegængere, der støtter en stram flygtningepolitik, fremover blive mindet om, at Skovlunde Kirke står på den anden fløj. For kirkerummet lægger synligt afstand til dem i sin udsmykning. Det hjælper ikke stort, at kunstneren siger, at han ikke arbejder politisk, når han først har erklæret, at billedet sigter til Støjberg. Flygt-ningepolitikken er formentlig det varmeste politiske emne de seneste år. Selvmodsigelsen er indlysende.

Grundlæggende handler det ikke om, hvorvidt kirkekunsten langer ud til højre eller til venstre. Det ville tilsvarende være upassende at male danske venstrefløjspolitikere, som har støttet kommunismen, i kirken. Derfor kommer kritikken naturligt nok fra mange teologiske og politiske lejre.

Forløbet rejser andre principielle spørgsmål. Man bruger mange kræfter på at drøfte rumlige forhold, som det fremgår af skrivelser mellem menighedsrådet i Skovlunde Kirke og udvalget for kirkekunst under Akademi-rådet. Men hvilken kristendomsforståelse, der formidles, er der i dette tilfælde taget stilling til som det sidste i processen, efter at der er arbejdet på projektet i mange år. Det kom bag på menighedsrådet, at kunstværket indeholdt den pointe, at Støjberg repræsenterer ondskaben. Den statslige instans, der har det kunstfaglige tilsyn, er ikke synderligt optaget af teologi. Hvem er så egentlig? Det bliver her biskoppen, som kan blive nødt til at kassere et værk, der har kostet meget arbejde og mange penge.

Man må håbe, at konflikten om Støjberg-kunsten kan føre til en diskussion om, hvordan man kan undgå, at teologien kommer så sent ind i proceduren en anden gang. Man må også håbe, at den stedlige biskop, Lise-Lotte Rebel, griber ind og sørger for at bevare det sunde princip, at kirkens vægge ikke skal dele kirkegængerne op efter politiske linjer. Ja, idet man afbilder en næstformand for et af landets største partier, trækker man sågar partipolitiske skel ned gennem menigheden.