STRUKTURER ER ikke noget i sig selv, men måder at indrette sig på. Derfor kan man også tale om mere eller mindre hensigtsmæssige strukturer. Det gælder også i folkekirken, hvor de arbejdsmæssige strukturer hele tiden må holdes op mod det formål, strukturerne er sat til at tjene. I den standende kirkelige strukturdebat er der en stigende erkendelse af, at den befolkningsmæssige udvikling i dele af landet er løbet fra den eksisterende struktur. Det er ikke mindst i de tyndt befolkede landområder og i storbyområder som København, at den eksisterende struktur og kirketæthed er blevet et økonomisk og kirkeligt problem, og hvor strukturen derfor med et mildt ord må betegnes som uhensigtsmæssig. For at belyse befolkningens holdninger til denne debat, har Kristeligt Dagblad bedt Gallup stille et repræsentativt udsnit af befolkningen en række spørgsmål om holdningen til lukning eller omdannelse af kirker til andet formål. Undersøgelsens resultater, der offentliggøres i dagens avis, viser, at et lille flertal af befolkningen er imod egentlige kirkelukninger. Hvis kirkelukninger alligevel kommer på tale, er der relativ stor åbenhed for at anvende kirker til andre kirkelige formål. En række af landets biskopper peger i deres kommentarer til undersøgelsen på, at endnu flere ville have svaret nej til kirkelukninger, hvis de var blevet spurgt konkret til deres egen sognekirkes fremtid. Det har de uden tvivl ret i. Det er som med Niels Hausgaards sang om atomkraften: Man vil gerne have kernekraft, men værket skal bare ikke ligge her hos os. På samme måde med kirkelukninger: Det kan man nok se det principielt rimelige i nogle steder, men bare ikke her hos os. Biskoppernes kommentar anviser ikke en løsning, men peger på den kirkelige strukturdebats virkelige vanskelighed. Nemlig at finde veje for konkrete forandringer af den kirkelige struktur. Den kirkelige lovgivning har nemlig ikke i dag klare bestemmelser om, hvordan sognekirker tages ud af brug for enten helt at blive nedlagt eller omdannet til anden (kirkelig) brug. Og så længe det ikke står klart, er det meget vanskeligt at gennemføre ændringer, uden at det i den lokale sammenhæng vil blive oplevet som vilkårlige overgreb. Skal strukturdebatten føre til konkrete ændringer i den kirkelige struktur er det derfor nødvendigt at finde frem til kriterier for, hvad der skal til for, at et nedarvet struktur fortsat kan betegnes som den mest hensigtsmæssige. Og fastlægge nogle spilleregler for, hvem der kan gennemføre ændringer, hvis den nedarvede struktur ikke længere er hensigtsmæssig. pb