Det er lang tid siden om nogensinde overhovedet at Danmark har haft en kirkeminister, der i så høj grad som Manu Sareen (R) har spændt folkekirken for en regerings og sin egen ideologiske vogn. Kirken bruges til at fremme et politisk ligestillingsprojekt, og den er i kirkeministerens øjne blevet en del af den offentlige forvaltning, som han hersker over.
LÆS OGSÅ: Kirkeminister på teologisk glatis
I det lovforslag, som åbner for homoseksuelle ægteskaber, der nu har været til høring, fremgår det, at folkekirken bliver forpligtet til at indføre et ritual for homoseksuelt ægteskab, når et folketingsflertal ændrer ægteskabslovgivningen. Det udtrykker den holdning til folkekirken, som i høj grad har præget Manu Sareens tid som minister. Han vil tvinge et ritual igennem.
Men han skal holde fingrene fra kirken. Politikerne skal give bemyndigelse, mens folkekirken selv skal finde ud af, om den vil lave et ritual for homoseksuelt ægteskab, et registreret partnerskab eller slet ikke. Politikerne skal skabe rammen for kirken, men ikke lave ritualer. Kirkeministeren forsynder sig mod denne delikate balance. Mange har peget på det i de seneste måneders debat, senest biskop Kresten Drejergaard fra Fyn, der går ind for det homoseksuelle ægteskab, men i sine bemærkninger til forslaget om ændret ægteskabslov konstaterer, at regeringen ikke længere opfatter folkekirken som et trossamfund, men som en forvatningsenhed.
På et åbent samråd i Folketinget i går sagde ministeren, at regeringen skal være tilbageholdende med at udarbejde kirkelige ritualer, hvilket mildt sagt er en underdrivelse. Den skal slet ikke gøre det.
Men ikke kun her overskrider Manu Sareen en grænse. I et tv-interview tidligere på året gav han udtryk for, at han ikke behøvede at lytte til sine kritikere. Det har han dog gjort, men kun rent proforma. I timerne op til sin offentliggørelse af det kontroversielle lovforslag om homoseksuelle ægteskaber førte han samtaler med kritiske grupper i kirken, der troede, at ministeren talte med dem for at blive klogere. Men de blev skuffede.
Ministeren skred hurtigt frem, skrottede det udvalgsarbejde, der har været lavet i folkekirken om et ritual for homoseksuelle, hvor der ikke var flertal for den fuldstændige ligestilling mellem homo og hetero, som nu bliver gennemført. Derefter lavede han et lovudkast for et kønsneutralt ægteskab, der ikke tager højde for den gennemgribende retsvirkning, det vil have på mange andre love, herunder dem om børns retsstilling. Så sendte ministeren forslaget i høring og har besluttet, at de 75 høringssvar skal være hemmelige i de næste tre uger, indtil lovforslaget fremsættes. Det er ikke ulovligt, men fremmer heller ikke den åbne debat. Og i onsdags var der så sidste frist for høringssvar til loven. Men allerede inden ministeren har læst svarene, var han i tirsdags på banen i medierne og meddelte, at de første homoseksuelle par vil kunne blive gift til juni. Ja, han opfordrede dem til allerede nu at bestille tid.
Sådan gør kun en minister, der sætter sit eget ideologiske mål over respekten for folkekirken og den gennemtænkte og gennemarbejdede lovgivning. Dette handler ikke om, hvorvidt man er enig eller ej i den lov, der er på vej. Det handler derimod om, at Kirkeministeriet er et ualmindeligt dårligt sted at udleve sine ideologiske ambitioner. Vil man tjene kirken bedst, holder man de ambitioner i ave. Vi er vidne til en minister, der kompenserer for en manglende erfaring på feltet ved at tvinge en lov hurtigt igennem. Derved kommer han formentlig til at fremstå handlekraftig for den lille gruppe af mennesker, for hvem denne sag er så afgørende. Men han skader folkekirken og kirkens forhold til staten.