Kirken kan elske de fattige og kunst

Ingen bruger penge nok på de fattige, heller ikke kirken

Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad.
Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Bruger folkekirkens menighedsråd penge på en uansvarlig måde? Det debatteres, efter at tidligere kirkeminister Manu Sareen (R) i Kristeligt Dagblad sagde, at mange sogne er letsindige i forvaltningen af den lokale økonomi. Etikprofessor Thomas Søbirk mente, at dyrt indkøbte designermøbler passede meget dårligt med kristendommens vægt på fattighjælp.

Spørgsmålet er kompliceret. Den umiddelbare reaktion vil hos mange være, at de fattige altid må veje tungere for kirken end P.H.-lamper og arkitekttegnede stole. De fattige nævnes trods alt hundredvis af gange i Bibelen, mens kunst er noget nær fraværende. Det giver derfor god mening, at kritikere skubber kirken i retning af de fattige.

Men omvendt har kirken også en rolle som kulturbærer. Gennem det meste af historien har den brugt penge på at skabe bygninger og kunst, som afspejler, at kirken beskæftiger sig med det højeste i tilværelsen. Det har kostet mange penge. Men hvis kristendom er et sprog om det største, må bygninger, poesi og malerier også afspejle dette.

Både katolske, ortodokse og protestantiske kirker har brugt enorme summer på at skabe kunst og kirkebygninger. Tænk bare på Michelangelos værker i Det Sixtinske Kapel eller Vasilij-katedralen ved Den Røde Plads i Moskva. Der er ikke mange, der i dag ærgrer sig over, at kirken har skænket verden uforgængelige malerier og kirkebygninger, og derfor er det for simpelt at sige, at kirken ikke må købe dyrt ind.

”De fattige har I altid hos jer,” lyder den forargelige besked, vi møder i Det Nye Testa-mente. Den forudsætter, at der kan være tilfælde, hvor vi bør prioritere noget andet end fattighjælp.

Men burde vi ikke gøre mere for de fattige? Jo. Det burde vi. Og det skal vi have at vide igen og igen, for den opgave er der ingen, der bliver færdig med. Det er ikke bare et spørgsmål for kirken som institution, men for hver og en af os. Så kritikken har sådan set ret. Der bruges ikke tilstrækkelig mange penge på de fattige. Det er bare ikke et rent kirkeligt problem, det er et problem for alle og enhver.

Uanset hvad man køber ind for skattepenge, følger der en forpligtelse til at være påpasselig. Det er mange menighedsråd også. Men af og til dukker der historier op om umådeholdent forbrug, også i folkekirken. Så det ville være naivt at stille sig fornærmet an over, at en tidligere kirkeminister siger højt, hvad han har fundet problematisk i kirkens verden. Historierne er vigtige at få debatteret, for de er med til at skabe kollektive normer for brug af kirkeskattemidler. Debatten om kirkens brug af skattepenge er derfor velkommen og vil være det igen, næste gang den dukker op. AEM