Kirken må hjælpe skolen

Politikere skal skabe kvalificeret kristendomsundervisning

Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad.
Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Kristendom er bedre end islam. Sådan lød det i en påskekronik i Berlingske fra den konservative politiker Mai Mercado. Konkret drog den politiske ordfører kun få konsekvenser af sit udsagn: en ekstra times kristendomskundskab i folkeskolen, afskaffelse af muligheden for fritagelse fra faget og styrkelse af faget kristendom på læreruddannelsen.

Mai Mercados ærinde er rigtigt, selvom hendes argumentation er svag og lugter langt væk af valgkamp. For kristendommen har det svært under tidens store intellektuelle utopi om ligestilling af al religion, og undervisningen i faget kan blive bedre på alle alderstrin.

Men det store spørgsmål er, om hendes forslag batter noget. Folkeskolens undervisning i kristendom er ofte i hænderne på lærere, som ikke er fagligt klædt på til det. I mange skolemiljøer har faget lav status, ligesom regeringen klart har signaleret, at det er noget andet end livstydning, der er væsentligt for elever og lærere. Det er kvaliteten af kristendomsundervisningen, der først er brug for at arbejde med, dernæst kvantiteten. En ekstra time hjælper kun, hvis kvaliteten forbedres.

Familien videregiver ikke længere den kristne børnelærdom. Politikerne brænder i det store hele ikke nok for spørgsmålet til, at de ændrer noget substantielt. Kirkens adgang til folkeskolen er med skolereformen blevet begrænset, ligesom konfirmationsforberedelsen er nedprioriteret. Endelig virker mange skoler ikke optaget af faget. Ud over enkelte engagerede stemmer har det været påfaldende i debatten om skolereform, hvor lidt repræsentanter for lærerne har lagt vægt på forståelse af livsanskuelse. Ikke mindst stillet over for en fremtid, hvor religion vil få større betydning.

Århundreders overlevering af kristendom fra generation til generation undergår i disse år en historisk svækkelse. Den eneste aktør, der for alvor kan ændre noget, er folkekirken. Den gør i forvejen meget. Men der skal tænkes helt nyt og anderledes, hvis det igangværende tab af kultur skal afhjælpes.

Folkekirken må øge indsatsen inden for kristendomsundervisning. Det kan kun ske, hvis politikere og skoler åbner dørene for kirken. For eksempel burde skoler, der ikke kan levere undervisere med linjefag i kristendom, gøre plads til kirkelige skoletjenester, som kan give et seriøst billede af, hvad kristendom er. Og folkekirken burde kunne stå for den udefrakommende ”understøttende undervisning”, som den ikke må varetage i dag.

Kristendommen skal ikke gøres til politisk program, som det sker i Rusland i disse år. Men politikerne bør stoppe tidens store traditionstab ved at fjerne forhindringerne for, at de kommende generationer kan få en ordentlig overlevering af lærdom om kristendom. AEM