Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Kirken må vise opfindsomhed for at være, hvor danskerne er

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Gøres der nok fra kirkens side? Ringer præster til de gamle og måske ensomme, der er låst til deres hjem? Tages der nok nye initiativer? Eller er også kirken blevet grebet af den dobbelthed, som sikkert fylder mange i denne tid: At godt nok er der epidemi, men det er også dejligt med al den ro

Hvordan skal kirken håndtere den sygdomsepidemi, som nu hærger landet? Kirkerummene er blevet lukket, og det samme er en stor del af det kirkelige arbejde, som hjælper mange mennesker. Kirken kan ikke gøre, hvad den altid har gjort, men må tænke nyt.

Sådan gjorde den kristne kirke fra første færd. Hvad kan man i dag lære af den?

Det har ofte undret historikere, hvordan det lykkedes den lille bevægelse af mennesker, der havde fulgt Jesus-skikkelsen rundt i Galilæa, Samaria og Judæa, at brede sig så hastigt, som den gjorde. I løbet af få århundreder efter Jesu død var hele Middelhavsregionen blevet kristnet.

En væsentlig grund var netop sygdomsepidemier. De tidlige kristne beskrivelser af kirkens udbredelse forfattet af de såkaldte kirkefædre er blandt de vigtige kilder, som den amerikanske religionssociolog Rodney Stark trækker på i sin bog om kristendommens udbredelse, ”The Rise of Christianity”. Her bruger han et helt kapitel på epidemierne.

I år 165 under kejser Marcus Aurelius greb en både ødelæggende og meget dødelig sygdom om sig i hele Romerriget. Man antager, at det var kopper. Op mod en tredjedel af Romerrigets befolkning døde i løbet af få år. Et lille århundrede senere i år 251 fik en ny sygdomsepidemi fat i befolkningen, antageligt mæslinger. Også den kostede kolossalt mange mennesker livet. Biskoppen i Alexandria i Egypten Dionysios beskrev, hvordan hedninger, så snart sygdommen kom inden for deres døre, smed de syge på gaden og lod dem dø der i håb om, at de ikke selv blev smittede.

De kristne gjorde det modsatte. De tog sig af de syge og plejede og passede dem, også selv om mange kristne plejere døde på den bekostning. Hele den sygeplejeindsats, som med århundrederne udviklede sig til de sygehuse, som vi kender i dag, sikrede, at de kristne samlet set fik lavere dødelighed og større overlevelsesrate. Det betød dels, at de kristnes andel af befolkningen blev øget efter epidemien, dels at flere konverterede til den humane kristendom efterfølgende.

Rodney Stark peger på to andre vigtige grunde til, at sygdomsepidemierne bidrog til kristendommens vækst. Kristendommens forestilling om døden som begyndelsen på et nyt liv i Himlen og evigheden gav en mere trøsterig forklaring til de mange, der var ramt af katastofen end den forestillingsverden, som både den herskende græske filosofi og hedenskaben kunne byde på. Og til sidst: Efter epidemierne, hvor så mange døde, befandt de efterladte sig i et opbrud, som gjorde det lettere for dem at konvertere til kristendommen.

Skal man i dag søge en samlet forklaring på kristendommens udbredelse, må det være, at den har forekommet relevant for menneskers liv. Sådan er det også i dag.

I disse coronatider udvises der opfindsomhed rundt omkring i det kirkelige landskab. Drive in-gudstjenester, salmesang af kendte musikere på Youtube og fællesspisning for unge, der sidder derhjemme, men er i kontakt med hinanden via Skype, Zoom, eller hvad de digitale tjenester end hedder. I det hele taget har mange kirker taget et tigerspring ind i den digitale verden, hvor de når nye og yngre mennesker. Måske vil det vise sig at være et nybrud også efter epidemien.

Men gøres der nok? Ringer præster til de gamle og måske ensomme, der er låst til deres hjem? Tages der nok nye initiativer? Eller er også kirken blevet grebet af den dobbelthed, som sikkert fylder mange i denne tid: At godt nok er der epidemi, men det er også dejligt med al den ro.

Godt at de første kristne ikke tænkte sådan.