Prøv avisen

Kirken og kreditforeningerne

Den anglikanske ærkebiskops forslag vækker historiske minder

Kristeligt Dagblad bringer i dag en artikel fra England, hvor den anglikanske kirkes overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, tilsyneladende har erklæret krig mod de mange selskaber i Storbritannien, som tilbyder hurtige, men dyre lån, der alt for ofte fanger kunderne i en negativ spiral af ågerrenter. En låneform, der også breder sig her i landet.

Op mod en million briter er ifølge et kvalificeret skøn fanget i en negativ spiral, hvor de sidst på måneden optager hurtige, men meget dyre lån, som skal holde dem oven vande frem til næste lønningsdag. De hurtige lån er under voldsom kritik, fordi de bliver urimeligt dyre, hvis de ikke betales tilbage med det samme. Den årlige rente kan løbe op i flere tusinde procent.

LÆS OGSÅ:Kirken vil drive kreditforening

Ærkebiskop Welby hverken kan eller vil forsøge at forbyde de etisk tvivlsomme firmaer. I stedet vil han lade den anglikanske kirke opstille sin egen kreditforening som et billigere alternativ og derved fjerne grundlaget for de grådige udlåneres forretning. Det skal ifølge ærkebiskoppen ske gennem lokalt forankrede kreditforeninger eller andelskasser, der kan trække på den anglikanske kirkes 16.000 lokale kirker fordelt over det ganske land.

At banker og andre finansielle udlånsvirksomheder er temmelig upopulære i Stor-britannien og det meste af den vestlige verden efter de seneste fem års finanskrise, er ikke nogen nyhed. Den tid er forbi, hvor mange af os faktisk troede, at den personlige bankrådgiver var til for vores skyld snarere end bankens.

Den finansielle sektors upopularitet har flere historiske paralleller. Med den voksende handel i middelalderen blev rentetagning et af tidens vanskelige spørgsmål og stridspunkter. Martin Luther var totalt afvisende over for al rentetagning, mens hans medarbejder og elev Melanchthon var lidt mere åben i spørgsmålet.

Den danske Kirkeordinans fulgte det lutherske synspunkt, og ågerkarle, der lånte ud mod rente, blev nævnt sammen med horkarle, voldsmænd, forhånere af Guds ord og andet afskum, som offentligt skulle bandlyses fra prædikestolen. Sjællands lutherske biskop Peder Palladius fastholdt til sin dødsdag( i 1560), at enhver form for rentetagning var åger og i strid med Skriften, og at enhver skelnen mellem rente og åger blot var et af Djævelens sædvanlige numre.

Den lutherske, dogmatiske linje kunne naturligvis ikke fastholdes, og den stadig mere udbredte og voksende pengeøkonomi gjorde et generelt renteforbud uholdbart i længden. Så med tiden blev der naturligvis åbnet for udlån mod renter, men ikke uden kirkens højlydte protest. Måske er det den, vi nu ser igen med ærkebiskoppens udmeldinger. holm