En af de mindre heldige følger af Reformationen for nu 500 år siden var, at kirken i Danmark blev afskåret fra sit internationale rodnet. Kirken gik fra at være en katolsk pavekirke til at være en protestantisk kongekirke og siden, med Grundloven i 1849, en folkekirke for stort set alle danskere på nær de få jøder, katolikker og baptister, der dengang boede i Danmark.
Fra at være forbundet med den globale katolske kirke blev de protestantiske kirker i Europa alle nationalt forankrede. Bagsiden ved det har været, at også folkekirken herhjemme har kunnet forekomme at være indadvendt og selvtilstrækkelig, selvom kristendommen er universalistisk. Kirkens grænse fulgte landets, og da Danmark samtidig har været et meget etnisk og religiøst ensartet land, har det været nærliggende at tænke på folkekirken som en kirke alene for danskerne.
Men hvad gør man nu, hvor der skønnes at være op mod 300.000 kristne flygtninge og indvandrere i landet og anslået 260 migrantmenigheder? Det er menigheder af for eksempel syriske eller irakiske kristne, eller det er menigheder af vestlige indvandrere, herunder også katolske. De mange nye kristne er ikke evangelisk-lutherske, men de er kristne, og deres tilhørsforhold til Danmark og deres lokalsamfund kan afhænge af, om de får et forhold til den lokale kirke.
Når det samtidig er folkekirkens opgave at sikre en så bred opbakning i den danske befolkning som muligt, er det indlysende, at kirken står over for nye udfordringer.
Dem bliver der heldigvis taget hånd om. Landets biskopper drøftede en rapport fra Det Mellemkirkelige Råd på det seneste bispemøde. Rapporten handler om konkrete forslag til, hvordan folkekirken kan gøre mere for at åbne sig for de migrantkristne. Rapporten blev offentliggjort af rådet i denne uge og vil danne grundlag for en diskussion og overvejelse om, hvordan og i hvilket omfang folkekirken kan og bør åbne sig for kristne fra andre kirkesamfund.
Blandt forslagene er dobbelt kirkemedlemskab, så en indvandrer både kan være medlem af sin egen ikke-lutherske kirke og af folkekirken, og en særlig tilknytningsaftale for ikke-lutherske migrantmenigheder, så de kan låne kirkerum til deres gudstjenester og blive knyttet meget tættere til folkekirken.
Hvis folkekirken ikke skal marginalisere sig, bliver den nødt til at åbne døren om ikke på vid gab så dog på klem for kristne, som ikke er danskere eller nødvendigvis har luthersk og protestantisk blod i årerne. Som det er i dag, går langt de fleste ikke-danske kristne uden om folkekirken og ind i egne nationale eller etniske menigheder.
De nye tiltag skal tages med omtanke for kirkens tradition og identitet, men det vil være en kærkommen kilde til ny inspiration og formentlig også ny besindelse for de menigheder, der fremover på en mere overbevisende måde formår at indoptage de mange kristne migranter, end det sker i dag.