Kirkens indre anliggender

Kirkeforfatning rykker nærmere i kølvandet på ritualstrid

Det er Folketinget, der er folkekirkens synode, så længe vi ikke har en kirkefor-fatning. Sådan sagde biskop Karsten Nissen på forsiden af Kristeligt Dagblad den 28. juli en kommentar til det fra Folketinget forventede lovforslag, som i fremtiden vil tillade vielser af homoseksuelle i kirker, moskéer og synagoger.

Det er værd at bide mærke i biskoppens ord. Over 80 procent af den danske befolkning er stadig medlem af folkekirken, og de fleste medlemmer har en fornemmelse af kirken som netop folkets kirke. En kirke, hvor staten formelt set leverer rammen for fællesskabet, men hvor kirken reelt er herre i eget hus, når det kommer til afgørende beslutninger.

Her er det stadig populært at tale om, at folkekirken selv tager sig af kirkens indre anliggender, mens staten så sørger for de ydre. Men synspunktet er ret beset forkert, og biskop Nissen har ret. Der kan juridisk og reelt ikke skelnes mellem kirkens indre og ydre anliggender, som den aktuelle ritual-strid også bevidner. Folkekirken er faktisk en statskirke, hvor kirkens folk må parere politisk ordre, hvis den udstedes af Folketinget.

Det skete også tilbage i 1948, da ordinationen af kvindelige præster blev vedtaget efter politisk pres fra Folketinget. Dengang truede en tredjedel af folkekirkens præster med at forlade kirken hvilket de dog ikke gjorde hvis beslutningen blev tvunget igennem fra politisk hold.

Det bør således ikke komme bag på nogen, at et nyt ritual kan påduttes kirken fra politisk hold. Sådan har retstilstanden været mellem kirke og stat siden Grundloven. Og med den aktuelle sag må det også stå lysende klart for enhver, at der i den danske kirkemodel ikke findes noget, der kan betegnes som kirkens indre anliggende.

Hvis ikke et nyt ritual til vielser i kirken hører under kirkens indre anliggender, så er det meget svært at se nogen som helst kirkelige ting, der kan kategoriseres sådan. Og det må vække til seriøs eftertanke i enhver kirke, der forstår sig selv som noget andet og mere end statens forlængede arm med præsterne som statslige embedsmænd.

Den aktuelle strid vil betyde, at vi endnu en gang kommer til at diskutere, hvorvidt Grundlovens urørte paragraf 66 bør implementeres, så folkekirken får sin egen forfatning og synode og derfor i fremtiden kan skilles fra staten.

En sådan udvikling vil få helt uoverskuelige konsekvenser for folkekirken, som vi kender den i dag, med en sandsynlig splittelse og fragmentering af kirken som resultat. Vor statslige folkekirke vil miste det folkelige greb, den stadig har i størstedelen af befolkningen, og sammenhængskraften i Danmark vil endnu en gang blive svækket.

holm