Prøv avisen
Leder

Kirkepolitik på nyt niveau

Af Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Politikeres interesse for kirken bliver mindre. Det får følger

Alternativet har valgt ikke at deltage i Kirkeudvalget i denne folketingsperiode. Andre udvalg er vigtigere at bruge de få medlemmers kræfter på, lyder logikken i partiet. Beslutningen er blot en af flere tegn på, at der er nye boller på suppen kirkepolitisk. Det smalle politikområde har aldrig været dominerende på Christiansborg, men det har alligevel været slående siden regeringsskiftet, hvor lille en rolle Folketingets arbejde med kirke og kristendom spiller hos de folkevalgte, som har udstrakt frihed til at bestemme over folkekirken i den nuværende ramme.

Den nye formand for Kirkeudvalget, Julie Skovsby (S), sagde åbent i Kristeligt Dagblad i lørdags, at kirkepolitik var en ukendt verden for hende. Men problemet går længere tilbage end de folketingspolitikere, der netop er blevet valgt. Kirkeudvalget har længe været prioriteret lavt. Da en provst fik ja til at komme og fortælle om kristenforfølgelser, var en ud af 29 medlemmer af Kirkeudvalget mødt frem. Og det svage fremmøde er ikke helt usædvanligt. Gennemsnitligt kommer 2,5 ud af de 29 udvalgsmedlemmer til de møder, hvor der er besøg fra civilsamfundet, viste en optælling fra Folketingets præsidium i 2017. Det gør kirkeudvalget til det mest syltede udvalg i Folketinget.

Man kan hævde, at den lave interesse er udtryk for, at politikerne ikke har den store trang til at vedtage nye love og blande sig i folkekirkens liv. Men selvom den påstand kan indeholde et gran af sandhed, er det formentlig mere udtryk for, at der ikke opstår håndgemæng i partierne, når det afgøres, hvem der skal arbejde med kirkepolitik. Og nok så meget er det udtryk for, at der er langt mellem politikere, som har en solid viden om det fagområde, de har takket ja til at arbejde med i landets lovgivende forsamling. Her må man forvente, at folketingspolitikere tager ansvaret på sig. Og det indebærer at vide noget om ikke bare det kirkepolitiske, men også det historiske og teologiske, som har grænser til lovgivningen. På den måde ved man også, hvornår man overskrider vigtige grænser.

Hvis ikke Folketinget har viden og interesse for folkekirken og de andre trossamfund, vil vi få dårligere politiske løsninger. For lovgivningen stopper ikke, bare fordi folketingsmedlemmer ikke er optaget af kirke- politik. Der kan komme forringelser i form af tvungne oversættelser af prædikener, indsnævring af friheden for kristne friskoler eller bare afvisning af hjælp til centrale ramme- betingelser for folkekirken såsom uddannelse af teologer.

Kan folkekirken leve med, at uinteresserede politikere har magten over den? Det har længe været en udbredt holdning, at den statslige indflydelse på styringen af folkekirken sikrer den mod de synoder og pænhedskulturer, der findes i toppen af så mange kirker. Men nogle begynder nok at overveje, om der kommer et punkt, hvor det ene onde er større end det andet.