I Holstebro har en konflikt stået på i længere tid mellem folkekirken og lokalpolitikere. Stærke kommercielle og politiske kræfter ønsker et indkøbscenter placeret centralt i byen. Enghavecenteret skulle være 63 meter højt og rage markant op over den nærliggende Holstebro Kirke, der måler 46 meter.
Men kirken, nærmere bestemt stiftsøvrigheden, har mulighed for at nedlægge veto mod denne type byggerier. Og det har man med rette gjort i denne sag.
Nu viser det sig imidlertid, at striden i Holstebro udspiller sig på baggrund af en større lovændring. Regeringen samt socialdemokraterne har nemlig fremlagt en ny planlov, som vil gøre helt op med de folkekirkelige myndigheders vetoret. Stiftsøvrigheden kan ikke længere gøre indsigelse – i stedet får kirkeministeren denne ret, hvis loven vedtages.
Udviklingen er trist. Som arkitekt Jens Bertelsen siger i Kristeligt Dagblad i dag, står kirker centralt i bybilledet, fordi de ”repræsenterer en vis orden, som skal minde os om de sociale og moralske spørgsmål”.
De store bygninger på byers hovedpladser fortæller, hvem byens borgere er. Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv i København fortæller de forbipasserende, at de besøger en kulturby. Aarhus Domkirke fortæller en historie om troens rolle gennem århundreder. Og Holstebro bør ikke gøre sin hovedfortælling til forbrugerismens.
Kirkebygninger minder os om de lange historiske dimensioner. Hvor kirkebygningerne peger tilbage på tværs af 1000 år, tæller indkøbscentrene kroner og øre de nærmeste år. Men centrene har ingen historisk horisont. Derfor er de monumenter over vor tids identitetsløshed. Man kan ikke se forskel på et indkøbscenter i Dubai og Minnesota, fordi begge skal kunne appelere til alle forbrugere.
Balancen mellem kulturarvens og økonomiens magt er i bevægelse. Engang blev kirkerne bygget øverst på en bakketop. Placeringen var en påmindelse om, hvad der var vigtigt. Guds huse tilbød konstant et orienteringspunkt i tilværelsen, og klokkeringning kaldte til gudstjeneste kilometer væk.
Men kirkens rolle bliver mindre – også under en regering, som i regeringsgrundlaget husker på, at Danmark er et kristent land. Kortsigtede politikere bøjer sig for mcdonaldiseringen af bybilledet. Hvor andre epoker har bygget for at ære Gud eller den enevældige konge, kan vores epoke meget vel komme til at stå som vidnesbyrd om en tid, der ikke satte noget højere end forbrug.
Den tyske filosof Richard David Precht har peget på, at Europa har mistet sine borgere ved at gøre dem til forbrugere. Der er ikke noget underligt i, at europæerne søger de nationalistiske identitetsfortællinger, når man tager identitet fra dem og prøver at erstatte den med konsumerismens plastik-identitet. Kirkebygninger er en del af vores bærende identitet, og de bør stadig stå dominerende på torvet og huske os på, at vi ikke bare er forbrugere, men også Guds skabninger.