Clairvoyance er et fransk ord, som betyder klarsyn. Det er samtidig en samlebetegnelse for en række særlige former for nyreligiøs terapi, som vinder hastig udbredelse i Danmark. Som Kristeligt Dagblad i går kunne dokumentere, er antallet af såkaldte clairvoyanceskoler vokset på bare 10 år fra én til 25, ligesom antallet af mennesker, der søger hjælp hos de clairvoyante, også er i kraftig vækst. At så mange danskere tilsyneladende har det så dårligt, at de vil fæste lid til en dybest set okkult behandlingsmetode, som bygger på troen på, at der kan skabes kontakt til afdødes ånder, er på én gang alarmerende og skræmmende.
Vi bryster os i Danmark jo gerne af at leve i et oplyst samfund, med et frit og gratis sundhedssystem. Ikke desto mindre betaler folk gerne penge for clairvoyante ydelser, der savner enhver form for videnskabelig evidens. At de clairvoyante og nyreligiøse nu selv er begyndt at skændes offentligt om branchens mange brodne kar, burde ellers sende helt tydelige og advarende signaler til søgende mennesker om, at clairvoyance er præget af alt andet end klarsyn.
Dialogcentret, som overvåger hele det nyreligiøse område og nyspirituelle behandlingsformer, er venlige, når de som reaktion på det stigende antal clairvoyante i Danmark efterlyser mere kontrol og uddannelse inden for området. For det, der er brug for, er en langt mere tilbundsgående kritik kombineret med en sundhedsfaglig og systematisk undersøgelse af såvel de clairvoyante tilbud som hele det alternative behandlingssystem.
DA DANMARK FOR mere end 30 år siden indførte fri abort, var en af begrundelserne, at vi som samfund dermed kunne komme hjemmestrikket og ødelæggende kvaksalveri til livs. Nu kan et medlem af Clairvoyant Foreningen så med oprejst pande udtale til offentligheden, at hun i forbindelse med undervisning har hele kælderen fyldt med afdøde. Men det er ikke altid, jeg kan komme af med de afdøde bagefter, og jeg kan sagtens opleve, at de følger med mig ovenpå.
Man tør snart ikke tænke på, hvordan de uorganiserede clairvoyante tænker og gebærder sig. Og var det hele så bare en leg eller underholdning, kunne man bare trække på smilebåndet eller resignere. Men her er der tale om klienter, kunder, mennesker, som kan have mistet deres kære og står i dybe eksistentielle kriser. Vi skylder dem som samfund at kæmpe for, at de kan få bedre tilbud og råd til at komme igennem livet.
For landets ateister ligger her også en oplagt og meningsfuld opgave og venter. Men de har så travlt med at lave nye ritualer og foreninger og gøre oprør mod folkekirken, at de fuldstændigt overser, hvordan gammel overtro invaderer folkets sundhedsbevidsthed i disse år. Det kunne og burde de og alle os andre med klart se mere alvorligt på.