Det slog klik for regeringen, Liberal Alliance og Enhedslisten i november sidste år. Det politiske flertal vedtog dengang at gøre det nemmere, men lidt dyrere at blive skilt. Den 1. juli trådte loven så i kraft, og den viser sig nu at være endnu værre end det, der kom frem i november. Ikke blot er det blevet nemmere at blive skilt det er også blevet væsentligt billigere end at vælge den lange vej med et halvt års separation, inden en skilsmisse eventuelt effektueres. Med de nye regler koster det 900 kroner at blive skilt her og nu, men vil man have betænkningstiden med, koster det yderligere 900 kroner i gebyr.
LÆS OGSÅ: Drop separationen og bliv skilt billigere
Man kan nu blive skilt via nogle få klik på computeren, hvis blot begge ægtefæller er enige om det. Tidligere kunne man kun i alvorlige voldsforhold eller ved utroskab gå direkte til en skilsmisse. Ellers skulle man som hovedregel tage tænkepausen på de seks måneder. Det var en god løsning, for omkring en tredjedel af ægteparrene fandt ud af, at de alligevel godt kunne fortsætte deres liv sammen.
Eksperter i samliv og skilsmisser er forholdsvis klare i deres vurdering af lovændringen. Den vil øge antallet af skilsmisser. I forvejen ender 42 procent af alle ægteskaber med et brud, og det har kolossale omkostninger, både menneskeligt og økonomisk. Selvfølgelig kan det slå klik i et parforhold. Og selvfølgelig kan der være konflikter, som er så alvorlige, at der ikke er nogen anden udvej end en skilsmisse. Det kan bare ikke bruges som begrundelse for, at skilsmisser skal være en ekspeditionssag på computeren, som handlede det om at betale en regning eller indberette sin selvangivelse.
Det gribende, liberale argument for lovændringen er, at samfundet ikke skal optræde formynderisk. Folk må selv finde ud af det. Dette selvbestemmelsesargument overser fuldstændigt, at ægteskabet er en samfundsinstitution. Brudte ægteskaber har ikke kun konsekvenser for de to involverede ægtefæller, men for hele resten af samfundet. Skilsmisser påvirker børns opvækst, de påvirker boligpriser og skattetryk, og de skaber sociale problemer for bare at nævne enkelte konsekvenser. Derfor er det i samfundets interesse, at antallet af skilsmisser begrænses. Det løjerlige er i øvrigt, at det bliver afgørende for en hurtig behandling, om de to ægtefæller er enige om en skilsmisse. Vil kun den ene ægtefælle ud af ægteskabet, er det fortsat en meget besværlig og langvarig proces, hvis den anden ægtefælle bevidst modarbejder sagsbehandlingen. Her kunne man med større ret have gået bureaukratiet efter i sømmene.
Men det var åbenbart vigtigere for det politiske flertal at markere et ideologisk opgør med ægteskabet som samfundsindretning. hhh