Kristeligt Dagblad mener: Klima udfordrer EU-sammenhold

Svær balance at realisere EU- formands klima-ambitioner

Aldrig har de amerikanske skovbrande været så voldsomme som i år. Aldrig har sommeren på den nordlige halvkugle været så varm som i år. Sådan lyder et par af de historier, der netop i disse dage præger medierne, og selvom man ikke kan udlægge vejret over en kort periode som et endegyldigt bevis for klimaforandringerne, er tendensen tydelig: Verden bliver stadig varmere, og det rejser en lang række udfordringer, som skal løses.

Principielt er der derfor god grund til at glæde sig over, at EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, i går i sin første tale om unionens tilstand kunne meddele, at EU nu hæver ambitionerne, så medlemslandene i 2030 – altså om mindre end 10 år – samlet skal have reduceret udledningen af CO2 med 55 procent, hvor den tidligere målsætning lød på 40 procent.

Ambitionen er rigtig af flere årsager. Mindre end to måneder før USA står til at udtræde af Paris-aftalen, er det oplagt, at EU med sin økonomiske og teknologiske styrke går i front og tager ansvar for klimakampen, da det rent faktisk kan gøre en forskel, ligesom det kan sikre EU en stærk konkurrenceposition og nye arbejdspladser i den grønne industri.

Rent praktisk rejser kommissionsformandens udmeldinger dog næsten flere spørgsmål end svar. Og det mest oplagte spørgsmål er – som altid – hvordan ambitionerne skal finansieres og realiseres.

Sammen med migrantspørgsmålet kan klimaudfordringen meget vel blive de kommende års store trykprøve for det europæiske samarbejde, ikke mindst i forholdet mellem medlemslandene i nord og syd, øst og vest. Både fordi varme, kulde og oversvømmelse vil ramme landene vidt forskelligt, og fordi regningen for de store klimaambitioner uden tvivl vil blive genstand for strid mellem rige og fattige medlemslande. Hvor meget kan man presse de økonomisk svageste medlemslande i en grøn retning? Og hvor meget er de rige lande villige til at betale, hvis eksempelvis kulindustrien i Østeuropa i løbet af ganske få år skal udfases og erstattes af grøn energi og industri?

Sagen er jo, at klimapolitik ikke kun handler om vindmøller og elsparepærer, men er blevet værdipolitik. Se bare herhjemme, hvor et nyt parti, Frie Grønne, har set lyset med en ambition om ”kompromisløs” klimapolitik – eller se på de voldsomme franske protester i 2018, anført af de såkaldte gule veste, der blev udløst af præsident Macrons ønske om højere afgifter på brændstof.

Det er alle disse mange hensyn, et i forvejen lettere dysfunktionelt EU-samarbejde skal rumme, hvis klimaambitionerne skal realiseres. Det vil blive uhyre vanskeligt, men som det sås med eksempelvis østudvidelsen, kan EU faktisk løfte ganske store opgaver, når både alvoren og gevinsterne er tilstrækkeligt klare. Og det må siges at gøre sig gældende, når det drejer sig om klimaforandringerne.