Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Klimaet kan ikke reddes ved lov

Af Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Klimaudfordringen er international og skal løses globalt

Forståeligt nok har Enhedslisten og de øvrige partier til venstre for midten svært ved at få armene ned i disse dage. Et meget bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en klimalov, der skal sikre en reduktion af udledning af klimagasser med 70 procent i 2030 i forhold til 1990. Før sommerens folketingsvalg var hverken Venstre eller Social-demokratiet med på det, men nu har hele Folketinget på nær Liberal Alliance og Nye Borgerlige bundet sig til dette såkaldt bindende mål. Det er ”såkaldt”, fordi et fremtidigt Folketing kan ændre loven, når som helst det skulle føle trang til at gøre det.

Og ja, det giver rigtig god mening at arbejde hårdt for at sænke udledningen af CO2 og andre klimagasser. Både af hensyn til klimaet og af hensyn til klodens begrænsede ressourcer, som vi afbrænder i et foruroligende tempo uden tanke for, at der skal være noget tilbage til børn og børnebørn.

I et snævert dansk perspektiv kan man godt argumentere for, at reduktionerne skal ”ske på dansk grund”, som det hedder i aftaleteksten. Danmark er trods alt et af de lande i verden, som udleder flest klimagasser pr. indbygger, og vi har en moralsk forpligtelse til at gå forrest. Ligeledes kan skrappe klima- og miljøkrav give i hvert fald dele af dansk erhvervsliv en international konkurrencefordel. Det viser udviklingen inden for miljø- og vindteknologi.

Når alt det er sagt, skæmmes aftaleteksten alligevel af en ulogisk, national ortodoksi. På den ene side hedder det nemlig, at ”klima-udfordringerne er en global problemstilling”, men på den anden side vil man ikke lade det tælle med, hvad Danmark kan nå internationalt. Hverken via kvotesystemet eller ved at indregne sparebidrag fra skibs- og flytrafik eller ved salg af dansk vindkraft til udlandet.

At medregne de bidrag vil formentlig vise sig nødvendigt alligevel, og teksten har en kattelem for at gøre det, hvis 70 procentsmålet viser sig urealistisk, når man kommer tættere på 2030. Men det ensidige fokus på nationale løsninger er besynderligt, netop fordi klimaproblemet er globalt. Danmark kan ikke løse det alene. Opgaven er så kolossal, at hver en krone til formålet burde bruges så effektivt som muligt. En ny rapport fra Global Carbon Projekt viser, at udledningen af klimagasser igen i år vil slå verdensrekord. Ifølge tal fra FN stiger udledningen særlig stærkt i udviklingslande som Kina og Indien. Disse lande producerer i høj grad varer til de rige lande, og derfor bør vi også betale for, at udledningerne reduceres i ”verdens fabrikshal”.

Aftalepartierne vil nok sige, at aftalen understreger, at Danmark skal bidrage til en bedre global klimaudvikling igennem udviklings- og handelspolitikken. De penge, der bruges her, tæller bare ikke med i Danmarks klimaregnskab. Risikoen er, at politikerne for at nå de sidste af de 70 procent kommer til at bruge alt for mange penge på løsninger, der betyder alt for lidt for klimaet. Det kan grundlæggende ikke reddes ved en ny dansk lov.