Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Klimakamp kan splitte i kirken

Af Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Biskopper fremlægger politisk vision. Farlig vej at træde ind på

Der er næppe mange sogne i folkekirken, som ikke har gjort sig tanker om, hvordan man trækker i en mere klimavenlig retning. Kirken gør, ligesom så mange andre i disse år, klogt i at blive mere bæredygtig, og den udvikling vil næppe blive mindre de næste år, hvor der bliver mere og mere fokus på klima.

Så når biskopperne nu opfordrer til, at der skal gøres mere for klimaet i kirken, er det ikke det klimavenlige i sig selv, der har rejst en bred kritik fra præster og andre, som strækker sig langt ind i det grundtvigske. Kritikken skyldes mere den ledelsestænkning, tiltaget er udtryk for. Folkekirken har nemlig traditionelt adskilt sig fra andre kirker ved at placere stor magt i bunden af kirken. Og de øverste gejstlige bryder her med den tradition ved at fremlægge en politisk vision om, at folkekirken som helhed skal reducere sit CO2-udslip med 70 procent.

Fælles erklæringer med politiske visioner for hele kirken er ikke noget, der udsendes fra bispekollegiet hver dag. Der har tidligere været fællesudtalelser om kristenforfølgelser og dåbspraksis, dog som udgangspunkt om emner, der utvetydigt hænger sammen med det teologiske tilsyn, som er lagt i hænderne på biskopperne.

Men hvis klima skal berettige til, at bispemødet sætter fælles mål for hele koncernen, hvorfor skulle biskopperne så ikke gøre det på områder som ligestilling, indvandring eller behandlingen af ældre? Man kan teologisere de fleste politiske felter. Men det er ikke altid, det er det rigtige at gøre.

Klima er ikke et politisk emne, som særligt kalder på teologisk tilsyn. Og ikke mindst har det potentiale til at splitte kirkemedlemmer. Både på grund af den politiserende ledelse og de omkostninger, der skal betales lokalt, hvis de store ambitioner skal være mere end varm luft. Her ligner kirken den politiske verden. Der tales store ord, men man er endnu ikke klar til at sige, hvem der skal betale for de høje mål. Omkostningerne ville i folkekirken nok snarere ende hos bygningsforvaltere – altså ofte hos menighedsråd – end på stiftskontorer.

Man bliver ikke mere tryg af at høre, at det kan blive nødvendigt at centralisere kirken for at nå målene. Det synspunkt kom fra den arkitekt, som biskopperne havde inviteret som taler på bispemødet under klimadiskussionen. Den slags kan give frygt for, hvad den politiske konsekvens kan blive. Vi ved, at kirkeministeren har en grønnere kirke som erklæret mål. Indtil nu har hun udvist forståelse for de uskrevne grænser mellem stat og kirke. Men er der et punkt, hvor den socialdemokratiske regering kunne overskride grænserne, er det med statslig klimalovgivning trukket ned over hovedet på menighedsrådene. Det ville være bedre, at menighedsrådene selv handlede. De fleste kan godt se meningen med klimaarbejdet uden en politisk målerklæring fra toppen af kirken. Folkekirken er ikke en bispekirke, og den har ikke en politisk ledelse, der skal sætte klimamål.