Klods Hans får ja

Der er god grund til at holde fast i de mundtlige eksamener

”Du kan da svare! Og du kan tale, og dig vil jeg have til mand!” Klods-Hans fik både kone, krone og trone samt hævn over de kloge brødre, der havde hånet ham, og hvis talegaver slog fejl, da det gjaldt. Det er et eventyr, men rummer den flig af sandhed, at det er godt at kunne svare for sig. Ikke mindst i de uddannelser, som tusindvis af unge i disse dage tager fat på. Mundtlige eksamener udfordrer dog især studerende fra andre lande, fremgår det af et nyt studie omtalt her i avisen lørdag. Og ja, karaktererne ved de eksaminer udtrykker ofte vilkårlighed, for nu ikke at sige uretfærdighed. Alligevel ligger der en væsentlig værdi i at kunne udtrykke sig mundtligt, så klø på, alle nye studerende og bid uretten i jer. Indimellem får Klods-Hans sit ja fra prinsessen.