UNDERVISNINGSMINISTER BERTEL HAARDER (V) slår i dagens avis et slag for at få præciseret, hvad skolefaget kristendomskundskab skal indeholde. Det er først og fremmest folkekirkens evangelisk-lutherske kristendom og de bibelske fortællinger, der skal fremhæves tydeligere, end det er tilfældet i dag.
Dernæst vil undervisningsministeren også have en "præcisering af, at kristendomskundskab hverken er et følefag eller et livsanskuelsesfag, men derimod et kulturfag", som det hedder i umisforståelige vendinger.
Det ministerielle udspil følger i kølvandet på balladen med Ålholm og Frederikssundsvejens skoler, der begge havde lavet alternative læseplaner for kristendomskundskab – læseplaner, som både ministeren og statsamtet nu har erklæret for ulovlige. Men udspillet er også en kommentar til en ny undersøgelse, som Kristeligt Dagblad beskrev udførligt i går, om sammenhængen mellem kristendomsfaget og trosopfattelsen hos elever og lærere, hvor den individualiserede trosopfattelse nu fylder så meget, at det går ud over kendskabet til folkekirkens evangelisk-lutherske kristendom, som ifølge folkeskolelovens paragraf 6 er fagets helt centrale kundskabsområde.
HAARDERS UDSPIL ER TAKTISK KLOGT og vil givetvis gøre ham populær ikke bare i det kirkelige landskab, men også i et bredere segment af befolkningen. Her er der nemlig generel opbakning til regeringens forskellige forsøg på at styrke den fælles danske identitet igennem indførelsen af en kanon i eksempelvis dansk litteratur. Haarder peger da også selv på kanon-parallellen mellem fagene kristendom og dansk.
Denne prioritering af kulturarven, hvor nogle tekster udpeges som vigtigere end andre, falder i god jord i en tid, hvor mange er bekymrede for, hvordan det skal gå Danmark i fremtiden i en globaliseret verden, der ændrer sig i et tempo, som kan tage pusten fra de fleste.
Her kan en solid kanon i både dansk litteratur og kristendomskundskab være med til at fastholde en traditionel dansk selvforståelse, som ellers er i opbrud på mange fronter. Men om en præcisering af faget kristendomskundskab for alvor kan vende den omsiggribende uvidenhed om kristendom i det danske samfund er et helt andet spørgsmål, som man af mange gode grunde kan have sin tvivl om.
FAGET KRISTENDOMSKUNDSKAB HAR i de seneste tre årtier levet en ret stedmoderlig tilværelse i folkeskolen. I 1975 blev det politisk besluttet, at faget ikke længere måtte være forkyndende. Den beslutning havde naturligvis alvorlige konsekvenser for faget, for hvordan underviser man loyalt i kristendom uden også at forkynde den?
Efter de religionsfjendtlige 1970'ere og 1980'ere fik den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen i "Formål for faget kristendomskundskab" indført en formulering om, at eleverne "erkender og forstår, at den religiøse dimension har betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre".
Den formulering kritiseres indirekte i dagens avis af Haarder, hvilket ikke er helt fair, når man betænker den religionsfjendtlige tid, den blev til i. Men at formuleringen af formålsbeskrivelsen for faget kristendomskundskab nu skal strammes op har undervisningsministeren ganske ret i.
holm