Få nulevende danskere har fulgt landets historie de seneste mange årtier så tæt som landets regent, dronning Margrethe. Født umiddelbart efter den tyske besættelse, opvokset sideløbende med velfærdssamfundets etablering og øjenvidne til – og til tider deltager i – 76 års gennemgribende kulturelle, religiøse og politiske omvæltninger, i Danmark og i verden.
Med sin personlige interesse for samfundsforhold, kombineret med evnen til sprogligt at indkapsle det store i det små, er det derfor ikke overraskende, at både royalister og republikanere lytter og debatterer, når Dronningen deler sit syn på strømninger og udfordringer i Danmark. Det gælder ikke mindst, når det gælder de seneste 25 års nok mest højspændte diskussion om mødet med en indvandring, præget af et religiøst og kulturelt livssyn, der ofte er radikalt anderledes end og i flere tilfælde i modstrid med de værdier og tanker om ligestilling, demokrati og frihed, der ellers kendetegner Danmark.
Netop det gør Dronningen i bogen ”De dybeste rødder”, der udkommer i dag og som anmeldes i dagens avis.
Med en ærlig reflektion over sin personlige udvikling i synet på integrationen erkender Dronningen, at hun præcis som mange af landets politikere og stort set resten af samfundet var for optimistisk i troen på en nem integration. ”Mange af os mente, at når folk kom til et fremmed land, var de sådan en slags åbent klatpapir, der trak det nye til sig. Men folk har ikke så meget klatpapir i fødderne, så det trænger ind i dem,”som det lyder fra Dronningen i bogen, der er skrevet af Berlingske-journalist Thomas Larsen. Dette er i sig selv ikke en ny betragtning, heller ikke fra dronning Margrethe.
Hvor Dronningen derimod illustrerer et klarsyn, man kunne savne hos flere politikere, debattører og alskens integrationskonsulenter, er i forståelsen og respekten for religionens betydning for integrationen. Her er vel at mærke ikke kun tale om indvandrernes tro, men i lige så høj grad om vores egen tro.
For hvad skal man integreres ind i, hvis man som ny borger med en stærk identitet kun møder en luftig identitetsløs velvilje i sit nye land?
Eller som dronning Margrethe for nogle år siden formulerede det her i avisen i et interview, der også citeres i den nye bog: ”Jeg tror også, at det er nemmere at give plads til andre, hvis man ved, hvor man selv står. Det er måske også nemmere at få respekt fra andre, når man har vist, hvor man selv står.”
Det betyder ikke, at integration er en religionskrig, en gold dyst mellem muslimer, jøder og kristne. Men selv for de mest sekulært tænkende eller ikke-troende danskere, er det en uomgængelig erkendelse, at også de – i en grad, de måske ikke selv kan se – er formet af kristendommens værdier. De værdier har vi enhver grund til at værne om og inspirere vores nye medborgere med, og det er netop den forståelse, Dronningen repræsenterer, og som flere kunne tage til sig.