Prøv avisen
Leder

Kønsdebattens forbudte vinkel

Af Henrik Hoffmann-Hansen, Politisk redaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Opgør i S viser, hvor svære kår den frie kønsdebat har fået

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, markedsfører sig på, at hun vil være børnenes statsminister. Mens en af partiets folketingskandidater i København, medlem af Københavns Borgerrepræsenta-tion, Simon Simonsen, har kastet sig ind i kønsdebatten på en måde, der inden redaktionens slutning så ud til at kunne koste ham kandidaturet. I et Facebook-opslag kritiserede han for nogle dage siden indirekte sin partifælle, Roskildes borgmester Joy Mogensen, for at have valgt at få et barn ved kunstig befrugtning uden at have en far til barnet.

”Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske,” skrev han som indledning på indlægget, hvor han også henviste til FN’s børnekonventions passus om, at børn har krav på at kende deres mor og far, og hvor han problematiserede det, at man bevidst lader børn begynde tilværelsen med kun én forælder. Det har siden ført til en storm af interne protester, og Mette Frederiksen skrev i en kommentar, at det langtfra var socialdemokratisk politik, ligesom hun kaldte Simon Simonsens opslag for et uhørt angreb på en kollega.

Det er nemt at argumentere for, at Simon Simonsen taktisk har dummet sig og bedt om problemer med sit opslag. Men han har samtidig demonstreret, hvor snævre rammer den køns- og familiepolitiske debat har fået. Man skal ikke mange år tilbage i historien, før det var et fuldt legitimt socialdemokratisk synspunkt, at børn har bedst af at vokse op med en mor og en far, samtidig med at samfundet selvfølgelig skal træde til med støtte, hvis et forhold går i stykker, den ene forælder dør, eller der sker andre uforudsete begivenheder. Dengang kunne tilhængere af homoseksuelle ægteskaber eller andre usædvanlige samlivsformer til gengæld nok have svært ved at komme til orde.

I dag er situationen vendt på hovedet. Assisteret af den tekniske udvikling på fertilitetsområdet findes der i dag utallige familieformer, hvor der nærmest er frit til- og fravalg af børn på alle hylder. Den sælsomme alliance mellem drømmen om ubegrænset frihed for individet og den moderne kønskamp har bare lagt låg på vigtige etiske diskussioner. Må man for eksempel i dag mene, at det er bedst for børn at vokse op i en kernefamilie med en mor og en far? Og at samfundet derfor skal være tilbageholdende med at tilbyde kunstig befrugtning til enlige?

Med det spørgsmål er vi tilbage ved Mette Frederiksens udsagn om, at hun vil være børnenes statsminister. Det er en ædel målsætning, men netop derfor er det vel relevant at se på, om børn af enlige forældre eksempelvis generelt får et dårligere udgangspunkt i livet end børn, der vokser op med en forælder af hvert køn. Herunder om samfundet ligefrem aktivt skal bidrage til, at der bliver flere enlige forældre. Det ser desværre ud til, at det er blevet kønsdebattens forbudte vinkel, ikke bare i Socialdemokratiet, men i langt hovedparten af det politiske spektrum.