Danmark er et land, hvor frihed og frisind hersker. Det nyder alle godt af, og både frihed til at være sig selv og frisind til at acceptere andre skal der værnes om.
Men i de senere år er hensyn til køn, seksualitet og etnicitet blevet så dominerende, at det er begyndt at overskygge hensynet til det fælles. Udviklingen sker herhjemme, men præger ikke mindst lande som Sverige og USA.
Senest har udviklingen inden for særligt kønsområdet taget fart. I dag opgør Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, at der findes mindst 30 forskellige køn herhjemme – og altså ikke bare de to, kvinde og mand. Siden 2014 har man i Danmark kunnet foretage et juridisk kønsskifte, hvilket næsten 700 mennesker har gjort. Det har ført til, at der nu findes en gravid mand i Danmark, at der tales om, at mænd menstruerer, og at kvinder kan have en penis. Kønsidentiteten er blevet flydende. Den betragtes af mange som en konstruktion og derfor som noget, man selv kan vælge.
Med udviklingen følger en offer- og krænkelseskultur. Det oplevede Musikhuset i Aarhus tidligere i år, da komikeren Sofie Hagen nægtede at optræde, hvis ikke Musikhuset sørgede for kønsneutrale toiletter, blandt andet med den begrundelse, at ”toiletter kan være farlige steder for transpersoner og ikke-binære personer, og at kønnede toiletter er en gammeldags ting nu” – med udtrykket ”ikke-binære” betydende personer, der hverken føler sig som mand eller kvinde.
Musikhuset i Aarhus og Handelshøjskolen i København, CBS, har nu som nogle af de første herhjemme indført såkaldt inkluderende skiltning på toiletter med billede af et tredje køn, der er en blanding af mand og kvinde, i CBS’ tilfælde med ordene ”All gender toilet” – toilet for alle køn.
Kort sagt: han, hun, hen.
Udviklingen forekommer i stigende grad grotesk og kulturopløsende.
For to uger siden fremlagde regeringen og et flertal i Folketinget en omfattende handlingsplan til fremme af ”tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer” – lesbiske, bøsser, biseksuelle, transseksuelle og inter seksuelle. En del af planen er at undersøge, om børn også skal kunne skifte køn. Mennesker med en anden seksualitet skal der selvsagt værnes om, og det er som samfund en balance at gøre det, for hvis minoriteten og afvigelsen bliver dyrket som normen, fører det til kaos. Køn og identitet hænger sammen, og det normale er, at vi er skabt som kvinder og mænd og heteroseksuelle væsener.
Den meningsmåling, som Kristeligt Dagblad har fået udarbejdet, viser, at ganske mange danskere modsætter sig udviklingen. Ikke mindst regeringens overvejelser om at gøre det muligt for børn at skifte køn møder modstand. Det samme gør særlige toiletter for transkønnede.
Det er helt forståeligt.
Når identitetspolitik drives ud i det ekstreme, som det er ved at ske herhjemme, og som det allerede er sket i USA, følger der en folkelig reaktion med. For eksempel viser analyser, at Donald Trump ikke blev valgt af den amerikanske underklasse, som det ofte siges, men i høj grad af en arbejder- og middelklasse, der var træt af elitens fokus på race, køn og kønsneutrale toiletter og samme elites manglende fokus på helt almindelige amerikaneres almindelige leveforhold.
Det er afvigende at betragte køn som en konstruktion, og når det afvigende gøres normalt, virker det norm- og kulturopløsende. Derfor må der kæmpes imod den nye og groteske virkelighedsforståelse af køn som noget flydende og selvvalgt.