Kolds frihedskamp kæmpes stadig

Vi må værne om frihedsarven fra skolemanden Christen Kold

Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad.
Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel

Det er en virksom mand, der fylder 200 år i dag. Christen Kold oprettede ikke bare Danmarks første friskole, han blev også den praktiker, der udformede N.F.S. Grundtvigs tanker om højskolen i virkeligheden, ligesom han som forkæmper for ”fortælleskolen” gjorde op med udenadslære i latinskolen og blev skaber af en lang dansk tradition for, at lærdom skal modtages motiveret og med levende ord, ikke med tvang og tæsk.

Christen Kold er et godt udtryk for, hvilke kræfter der skød frem fra det danske civilsamfund, som i 1800-tallet havde vokset sig myndigt nok til at kunne præge landets udvikling.

Kold og civilsamfundet har i 1800-tallet en vitalitet, som må indgyde forundring og taknemmelighed. Ud af det gærende folkedyb vokser andelsbevægelser, folkefællesskaber, lærdom og velstand – et væld af ressourcer, som har gjort det let for senere politikere at fordele de rige frugter og skabe velfærdssamfundet.

Men prøver man at forestille sig Kold klø på med sit projekt i dag, kan man let blive forstemt.

Den danske tradition for åndsfrihed, som Kold var fødselshjælper for, er under pres, som debatten om islamisk ekstremisme løbende viser. Sidste gang blev både muslimske og kristne friskoler straks problematiseret. Dernæst lagde politikere pres på et udvalg, der skal skabe klarhed om livsvilkårene for landets trossamfund, for at dette udvalg kunne lave regler for annullering af trossamfundenes godkendelse.

Der går næppe en måned uden politiske signaler om stramninger eller mere kontrol med religioner og friskoler. Og desværre er den folkelige opinion tilsvarende i bevægelse. Hvor Kold repræsenterede et folkeligt pres for frihed, vil det folkelige pres i dag indsnævre friheden.

Den begejstringskraft, Kold havde i kristendommen, ville mange skolefolk og politikere se på med mistro i dag. Kristendom var ikke bare den ild, der drev ham, men også målet med den lærdom, der skulle befrugte børnene: ”En undervisning, der skal opnå den hensigt at danne og beånde”, som Kold sagde.

Det er let at forestille sig en embedsmand i Undervisningsministeriet i dag fraråde ham det sprogbrug med en bekymret mine.

Over for nutidens åndløse og kontrolivrige skoletanker må man stille sig på skuldrene af den idérige skolemand Christen Kold, der har efterladt sig en kæmpe arv. Ikke bare fordi han stædigt insisterede på, at undervisning kan gøres mere levende end det, der dikteres af centrale, statslige forordninger.

Men også fordi han tænkte skole, så hans elever opfattede lærdom som noget nært, og dannelse, så det havde at gøre med deres egen identitet. Hvem er jeg, burde også i dag være et vigtigt spørgsmål i skolen.