Kom frit frem, politikere

Folketingsmedlemmer må melde klart ud på etiske punkter

Politikere bliver af og til tavse, når komplicerede etiske spørgsmål kommer til diskussion. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ville for eksempel ikke sige klart, hvad hun mener om omskæring af nyfødte drengebørn, som det praktiseres af jøder og muslimer, da en borger spurgte i udsendelsen ”Ring til regeringen” på P1 fornylig.

Det samme skete, da skatteminister Kristian Jensen (V) gæstede ”Quizzen med Signe Molde” på DR2 i denne måned. Han gjorde en tapper indsats for ikke at sige, hvad han mente om et forbud mod drengeomskæring, som var emnet for et langt indslag, og som et borgerforslag kræver lovgivning imod.

Tavsheden sås tilsvarende i debatten om afskaffelse af blasfemiloven, hvor det for en del politikere ikke handlede om at lade principielle argumenter mødes, men om at snige sig langs med væggene.

Folketingets medlemmer dukker særligt hovedet, når de frygter at stå i modsætning til en bred folkelig opinion. 8 ud af 10 danskere støtter et forbud mod omskæring af drengebørn, hvilket ville kriminalisere den muslimske og jødiske praksis gennem flere tusinde år. Det gør det til et taber-synspunkt at forsvare den eksisterende ret. Men meningen med politik er ikke altid at vinde. Den er også at repræsentere modstridende folkelige synspunkter og gennemspille befolkningens debat på det mere principielle plan.

Politikere på Christiansborg stilles ofte frit i etikspørgsmål og behøver ikke følge partiets linje. Den tradition har ulemper. Etik-vælgere stilles ringere end vælgere, som er mest optaget af fordelings- eller flygtningepolitik, hvor det er relativt klart, hvad hvert parti mener, og hvem man skal stemme på. Men fritstillingen har også fordele. Politikere kan med god samvittighed dele sig efter anskuelse, og vælgerne kan klart følge dem, de er enige med, og stemme derefter ved næste valg. Den pointe går dog tabt, hvis vælgerne ikke må få at vide, hvad politikerne mener.

Ifølge Grundloven er et folketingsmedlem kun bundet af sin overbevisning, ikke af partiets linje. Men ordene giver også mest mening, hvis politikere vil sige, hvad deres overbevisning er. Det er en stiltiende forudsætning, at overbevisninger skal brydes i et folkestyre. Det burde også være en selvfølge i de komplicerede etikdiskussioner.

Større og større dele af Vestens vælgere stemmer på bevægelser, der udfordrer det etablerede politiske system. Mange mener, at vores demokrati domineres af en professionel elite på afstand af de emner, som almindelige mennesker lægger vægt på. De nye folkelige bevægelser slår sig op på at sige det ukorrekte, det kontroversielle og det ikke-stuerene. Over for denne åbenmundethed duer det ikke med strategisk tavshed, når det gælder etiske spørgsmål, som mange mennesker finder centrale. Selvom tavshed kan være opportunt for den enkelte politiker af og til, er tavshed i store folkelige moraldiskussioner grundlæggende skidt for demokratiet.