Prøv avisen
Leder

Kom nu ind over midten

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Dramaet om regeringsgrundlaget viser behovet for ny politik

Det var helt forudsigeligt, at forhandlingerne om centrale dele af den kommende regerings program på et tidspunkt ville ende i åbent drama. Des tættere partierne i rød blok kommer på de afgørende emner, des mere skærpes positionerne. De fire partier vil alle have så stor indflydelse som muligt på den politik, der skal føres af en ny regering.

De Radikale udeblev i onsdags fra forhandlingerne om klimapolitikken, fordi Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten offentliggjorde en delaftale om en omfattende klimapolitik uden at have svaret på, hvordan den skal finansieres. De Radikale vil ikke offentliggøre delaftaler og agter først at skrive under på en politisk aftale, når alle emner er forhandlet på plads. Altså ingen særudmeldinger om for eksempel udlændinge, klima eller pensionsalder før der ligger en samlet politisk aftale, som den kommende regering kan regere på. Dramaet om forhandlingerne var altså forudsigeligt ud fra et partitaktisk synspunkt.

Men forhandlingsbruddet viser også et mere dysfunktionelt element i dansk politik: den ødelæggende opdeling i rød og blå blok.

Folketingsvalget viste, at danskere i stor stil ønsker noget andet. Fløjene blev valgt fra, og de gamle partier gik frem. Lars Løkke Rasmussen (V) overraskede i valgkampen ved at genoplive tanken om en SV-regering eller andre partikonstellationer over midten, fordi det meget store flertal af danskere stemmer her. Argumentet lød, at ved at holde fast i blokpolitikken kommer yderfløjene i det politiske liv til at bestemme for meget, sådan som det er sket i store dele af Europa.

Venstres markante fremgang kan delvist udlægges som opbakning til tanken om det brede samarbejde. Analyser af vælgervandringer viser også, at omkring fem procent af tidligere borgerlige vælgere gik over midten og stemte på de såkaldt røde partier ved folketingsvalget. Ved forrige valg gik de den anden vej. Vælgerne er i høj grad på den politiske midte og hælder fra midten mod hver side af det politiske spektrum. De færreste er stærkt ideologisk indstillede. I blå blok skabte konflikten mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance en del af den afgående regerings mange problemer. Nu bliver det formentlig de politiske forskelle mellem Enhedslisten og De Radikale, der kommer til at splitte et samarbejde i rød blok.

Selvom vælgere og politiske partier skal dele sig efter anskuelse, ville det være befriende, hvis den deling blev mere opfindsom. Kort sagt: Opgiv den bevidstløse opdeling af politik i blokke.

Ugens politiske drama er ingen fuldblods krise, men et forvarsel om, hvad der venter. Mette Frederiksen kommer formentlig til at danne en smal socialdemokratisk mindretalsregering, men hun pustes i nakken af Morten Østergaard (R), som mener at have hjemstedsret i den.

Det kan efter noget tid blive så broget for hende med de tre støttepartiers forskellige krav, at hun må vende sig mod midten. S og V har flertal sammen i det nye Folketing. De historiske erfaringer med en SV-regering er så dårlige, at de ikke tilsiger en gentagelse, og begge partier nærer sig løbende ved at definere sig i modsætning til det andet.

Men verden er i opbrud, og også den politiske virkelighed kan hastigt forandre sig. Kommer der en international krise, som er stor nok, vil presset på at få skabt en stabil regering over den politiske midte vokse. Det vil være en force majeure-situation, som kan legitimere et tiltrængt brud med den politiske vanetænkning.