Danmark er ved at åbne. Efter fem ugers omfattende nedlukning er smittetrykket nu så lavt, at det er både forsvarligt og hensigtsmæssigt at indlede en gradvis åbning af samfundets forskellige sektorer. Mens politikerne forhandler om rækkefølgen, og skoler og daginstitutioner er i fuld gang med genåbningen, melder talrige museer, efterskoler og organisationer sig på banen med modeller for, hvordan de kan åbne på forsvarlig vis.
Kun et sted er der larmende tavshed. I folkekirken. Det sidste, vi har hørt fra den kant, var et enstemmigt kor, som for alt i verden ikke ville åbne kirkerne i påsken – på trods af, at kirkeministeren havde åbnet for muligheden, hvis kirkerne i samarbejde med sundhedsmyndighederne kunne finde en ansvarlig model.
Siden da har kirken været tavs som graven. I dagens Kristeligt Dagblad oplyser Københavns biskop så, at folkekirken har nedsat en taskforce, som vil se nærmere på, hvordan kirkerne kan genåbnes. Det er på høje tid, og det vil også klæde folkekirken snarest at indvie offentligheden i deres overvejelser. Ligesom det vil være klogt at være i tæt dialog med Kirkeministeriet og sundhedsmyndighederne om mulige modeller for genåbning. Desværre er der en risiko for, at folkekirken er kommet langt bag i køen efter det noget besynderlige forløb om genåbning før påske. Men jo klarere og højere folkekirken kan give udtryk for sine ønsker, jo bedre er chancerne for, at en ansvarlig genåbning kan blive sat på skinner.
Naturligvis er det ikke nogen enkel øvelse. Det gælder for alle i samfundet, som nu skal finde måder at åbne på, som i videst muligt omfang begrænser smitterisikoen. Og der er flere forhold, som taler imod en åbning af kirkerne. For det første tilhører mange i menigheden den risikogruppe, som virus rammer hårdest. For det andet ved vi, at fællessang og samvær over tid i samme rum kan indebære øget smitterisiko. Den viden skal der tages højde for under genåbningen.
Omvendt er der også ting, som taler for en åbning af kirkerne. Først og sidst er kirken et sted, hvor mennesker op gennem historien er kommet og har fundet mening, når krisen i det omgivende samfund har været størst. Den lukkede kirkedør har været nødvendig tidligt i det epidemiske forløb, hvor ingen havde overblik over smittespredning, men kirken bør heller ikke være den sidste dør, der åbnes.
Med kirkehistorikeren Jørgen I. Jensen taler vi herhjemme om den fjerne kirke som den, der både er tilstedeværende som en meningsfuld forbindelse til fortiden og fjern, fordi vi sjældent kommer der. Vi aner, at den har noget sandt at sige, og at den er et vigtigt symbol på, hvad vi har tilfælles. Jo længere kirken er lukket, jo større er risikoen for, at den også bliver fjern i konkret forstand. Og det netop på et tidspunkt, hvor vi har brug for at blive mindet om, hvad der forbinder os.
Folkekirken har oplyst, at den ønsker at stå last og brast med befolkningen ved at være lukket. Men naturligvis svigter folkekirken ikke befolkningen ved at fortælle os, hvad den betyder. Tværtimod står den last og brast med menigheden ved at gøre sit ypperste for at være der for os – på de betingelser, der er mulige.