SOM DET har kunnet læses i Kristeligt Dagblad de seneste par dage, er der i mange sogne store konflikter mellem præsten på den ene side og menighedsråd og de øvrige ansatte i kirken på den anden side. Som regel er disse konflikter svære at løse, i almindelighed fordi kirken beskrives som en konfliktsky institution, og i særdeleshed fordi præsterne i tilfælde af konflikter med menighedsrådene gemmer sig bag tjenestemandsordningen og forkyndelsesfriheden. Præsten indstilles til ansættelse af menighedsrådet, men ansættes af Kirkeministeriet og refererer til provst og biskop. Kirkeministeriet er i bund og grund en forvaltningsenhed, der klarer sig i verden ved hjælp af paragraffer og ikke har noget blik for det enkelte sogn. Det er med andre ord på godt og ondt en upersonlig og uengageret arbejdsgiver, som præsten i konfliktsituationer kan vælge at skjule sig bag. Derfor har de ret, de der siger, at det skaber en utrolig uklarhed, fordi præsterne til enhver tid kan trække sig tilbage og sige, at menighedsrådene ikke har indflydelse på deres arbejde. Det er naturligvis uholdbart, fordi præst og menighedsråd skal være sparringspartnere i sognet. På den anden side er det naturligvis vigtigt, at den, der er sat til at forkynde, kan gøre det uden at skulle skele til, om der er nogen, der ikke bryder sig om det, han siger i eksempelvis prædiken, sjælesorg eller konfirmandundervisning, uden at forkyndelsesfriheden dermed bliver et skjold, som alt preller af på. Så spørgsmålet er, hvordan man får skabt et ansættelsesforhold, der værner om præsten og forkyndelsesfriheden, men samtidig sikrer et styrket samarbejde. For der er ingen tvivl om, at det på et tidspunkt bliver aktuelt for kirken. Tendensen på arbejdsmarkedet i disse år er, at tjenestemandsordningen i de fleste andre erhverv er under afvikling, og på et tidspunkt vil det også ske for præsterne. Så hvad skal der sættes i stedet for? Stærke kræfter vil uden tvivl arbejde for den svenske model, hvor præsten er ansat af menighedsrådene og derfor også kan fyres af det. Men det må for enhver pris undgås. Det er forkyndelsesfriheden for vigtig til. Men noget vil komme til at ske, og debatten vil uden tvivl også blive intens. Derfor kunne der være mere mening i at kigge på det forslag, som blev forkastet i Sverige, nemlig at præsterne bliver ansat af det enkelte stift. Det vil i modsætning til Kirkeministeriet på godt og ondt være tættere på det enkelte sogn og kunne agere mægler i konfliktsituationer, inden det hele spilles i hænderne på konsulentbranchen, og samtlige præster sendes på samarbejdskurser, for i sidste ende handler det om, som biskop Kresten Drejergaard er inde på, at tale sammen og passe sit.weis