Kristeligt Dagblad mener: Kongehuset har styr på det

Kronprinsparret politiserer ikke, men der er en balance at holde

Politiserer det danske Kronprinspar, kronprinsesse Mary og kronprins Frederik? Den beskyldning har først den borgerlige debattør Eva Selsing fremsat i Berlingske og er siden blevet støttet af andre debattører, der i øvrigt erklærer sig som tilhængere af Kongehuset.

Anledningen er, dels at Kronprinsparret for nylig har tildelt dets årlige kulturpriser til flere venstreorienterede kunstnere, dels at kronprinsesse Mary skal være protektor for Copenhagen 2021, som Copenhagen Pride og Pan Idræt arrangerer. Det består blandt andet af en konference, et sportsstævne, et kulturarrangement og en Pride Parch. Især det sidste er kontroversielt.

Den såkaldte pride, de seksuelle minoriteters årlige demonstration i gaderne indgår i arrangementet, og det har ofte været meget eksplicit og provokerende. Selvsagt er diskussioner om kønsidentitet også politiserede.

Men det er overdrevet dermed at konkludere, at Kongehuset politiserer. Dels er der steder i verden, hvor seksuelle minoriteter stadig undertrykkes, og som det giver god mening at drøfte og gøre opmærksom på alene ud fra et humanitært synspunkt. Dels har de kongelige en lang række protektioner, som dækker mange forskellige organisationer inden for kultur, sport, religion, sociale og sygdomsbekæmpende formål. Dronningen har flere protektioner til kirkelige formål, mens de næsten er fraværende hos Kronprinsparret. Til gengæld støtter de i høj grad sociale formål. Det slår også igennem i uddelingen af de fire priser, som parret har uddelt hvert år, siden Bikubenfonden i 2004 stiftede dem som en bryllupsgave.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har indtil nu ikke alene formået at fastholde den enestående folkelige opbakning til Kongehuset, som dronning Margrethe og afdøde prins Henrik har funderet gennem mange år. De har nok ligefrem øget den, ikke mindst ved at optræde uhøjtideligt og folkeligt. Eksempelvis er kronprinsens årlige løb gennem Danmark, Royal Run, blevet en kolossal succes med meget stor deltagelse. Den slags har været med til at sikre Kongehusets status på en helt anden måde, end tilfældet er for det til tider skandaleramte britiske kongehus. Når det er sagt, har kongehuset en balance at holde. I upolitisk forstand er det en konservativ institution, som har en del af sin berettigelse i at bekræfte det bestående. Kongelige må og skal fortsat holde sig langt uden for den politiske arena, hvad der kan være værd at minde om på tærskelen til 100-året for påskekrisen i 1920.

Indtil videre er der imidlertid heller ikke noget at komme efter. Kongehuset har styr på det, som selv Dansk Folkepartis værdikæmper Søren Espersen med lidt andre ord har noteret i Berlingske. Kronprinsparrets kulturelle priser bør fortsat gives til dem, der kunstnerisk og socialt har fortjent dem uden skelen til, hvor de i øvrigt måtte befinde sig politisk. Kongehuset er og skal fortsat være upolitisk.

Rettet 2. december kl. 15.00: Afsnittet om, hvem der arrangerer Copenhagen 2021 er ændret, da det fejlagtigt fremgik, at den skulle være arrangeret af LGBT Danmark, der kun er en samarbejdspartner. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.