En gruppe mænd i militæruniform beordrede en busfuld egyptiske kristne ud på en støvet ørkenvej, da de kørte imod et kloster 220 kilometer syd for Kairo i fredags:
”Er I kristne?”.
Det blev det sidste spørgsmål, mange af dem hørte. Da kopterne, som de egyptiske kristne kaldes, svarede ja, udløste det nemlig et krav om at fremsige den muslimske trosbekendelse. Og de, der afviste, blev skudt ned på tæt hold. 29 døde, heriblandt børn.
Gengivelsen kommer fra den stedlige koptiske biskop, Anba Aghason, i den amerikanske avis Los Angeles Times. Han hæfter sig ved, at hans trosfæller ikke gav efter for frygten og citerer et af kopternes sidste svar på kravet om konvertering:
”Nej. Vi er født kristne, og vi vil dø kristne.”
Efter forfølgelse gennem århundreder er der god grund til, at biskoppen lægger vægt på det spørgsmål, som mange koptere er nødt til at overveje: Kan jeg stå fast til det sidste? Nogle tatoverer et koptisk symbol på kroppen for at sikre sig, at de ikke går på kompromis med troen i en presset situation.
Kopternes martyrium trækkes i disse år ud i slow motion som i en ond drøm. Pave Frans, der for nylig besøgte kopterne for at vise solidaritet, gentog i lørdags, at ”der er flere martyrer i dag end i den tidlige kirke”. Hertil regner han de dræbte koptere.
Paven har tidligere understreget, at de forfulgte kristnes blod skaber en ”lidelsens økumeni”, altså nye bånd mellem kristne over hele jorden.
Tel Avivs rådhus blev lørdag aften badet i lys farvet som det egyptiske flag. Vi kunne i Europa lære noget af den meget synlige tilkendegivelse af sympati med kopterne, der lever under ekstremt vanskelige vilkår, som det blev skildret i en række reportager i Kristeligt Dagblad i begyndelsen af denne måned.
Flere biskopper i folkekirken har på det seneste opfordret til mere dialog med muslimer for de forfulgte kristnes skyld. At føre dialog med muslimer er ganske vist væsentligt, men det er svært at tro, at det vil stoppe grupper som Islamisk Stat, der har taget ansvaret for henrettelsen af de 29 koptere.
Man kunne samtidig vælge at bruge flere kræfter på direkte at arbejde for de kristne i Mellemøsten. Og arbejde med dem. Enhver menighed i landet kan blive venskabsmenighed med en arabisk menighed. Enhver kan skrive til dem. Alle kirker kan holde gudstjenester for de 29 henrettede og læse deres navne højt, sætte billeder op af dem, kort sagt huske hver enkelt som et menneske af kød og blod, der endte sit liv med at nægte at afsværge kristendommen lige efter at have set sidemanden blive henrettet for samme svar.
Mellemøstens forfulgte kristne er ikke fremmede mennesker langt væk. De er som kristne del af det legeme, som vi ihukommer hver søndag under nadveren. Vi må støtte dem klarere og mere konkret.