I januar i år stod den koptiske pave, Shenouda, på prædikestolen i Sankt Markus-katedralen i Cairo. Han indledte håbefuldt med at sige: For første gang er katedralen her fyldt med alle mulige typer islamiske ledere. De er alle enige om at arbejde sammen med kopterne for Egyptens skyld.
LÆS OGSÅ: Han ledte et forfulgt folk
Det blev hans sidste julegudstjeneste. For den koptiske kirkeleder døde i lørdags. Han vil særligt blive husket for, at han blev ved med at støtte diktatoren Hosni Mubarak langt ind i den nordafrikanske revolution, som begyndte for et års tid siden. Det fik han meget kritik for. Mange mente, at han burde have støttet de unge oprørere. Den liberale mulimske analytiker Ahmad al-Aswani bebrejdede ham hans skæg-kysseri og glemsel i stedet for en klar konfrontation af den åbne jagt på koptere i Egypten.
Men det er ikke nogen let opgave at være kirkeleder for en kristen minoritet i et land som Egypten. På et tidspunkt, hvor hele verden var beruset af de få hundredtusinder demonstrerende på Tahrir-pladsen i Cairo, var Shenouda ædruelig nok til at medregne de øvrige 80 millioner egyptere og deres holdninger. Og det fik ham til at advare imod tiden efter Mubarak.
Desværre har intet indtil nu vist, at Shenouda tog fejl. Oprøret betød ikke færre dræbte koptere. Snarere tværtimod. Så sent som i denne måned er Makarios Bolous, som er præst i Sankt George-kirken i byen Elmarinab, blevet idømt seks måneders fængsel for at have for høj en kirke. En kirke, der i september 2011 blev sat i brand af en vred pøbel.
Denne pøbel har vi tendens til at overse, særligt i Danmark, hvor det folkelige har en overordentlig positiv status. Men hvis for stor en del folket tænker pøbelagtigt, er demokrati et farligt eksperiment. Det ved vi fra de mørkeste sider af den europæiske historie.
Desværre tyder intet på, at der fra det egyptiske folk lyder noget krav om frihed for anderledes-troende. Spørgsmålet er snarere, om ikke det bliver en politisk tabersag at støtte kristne i en folkelig kultur, der mange steder dæmoniserer kristendom.
Demokrati har vist sig at være den bedste styreform ikke bare for vores del af verden, men også for andre civilisationer. Men som professor Ole Wæver har sagt, skal vi forvente os nogle meget anderledes demokratier i det kommende århundrede. Og de vil ikke nødvendigvis alle betone frihed, som vi har vænnet os til i Europa.
Siden oldtiden har vi i Europa haft blik for, at demokrati også har svagheder, ikke mindst, at styreformen kan bringe tyranner til magten. Denne indsigt bør vi have med ind i den næste årstid efter det arabiske forår. AEM