Donald Trump har med sin storskrydende, selvforgabte og stridslystne facon sat nye pinagtige standarder for, hvor udiplomatisk en verdensleder kan gebærde sig på de internationale bonede gulve. Det har sammen med hans isolationistiske Amerika Først-kurs fået det umådeligt vigtige transatlantiske samarbejde til at knage gevaldigt i fugerne, som hans ensidige retræte fra atomaftalen med Iran og klimaaftalen fra Paris vidner om.
I denne uge blev den amerikanske præsident indhentet af de politiske realiteter, da det, han på forhånd havde udråbt til et ”meget storslået topmøde” i Hanoi med sin nye bedsteven Kim Jong-un, faldt sammen som en soufflé. Og tak for det. For nu kan det være, at Trump omsider bliver nødt til at gå i lære som en ægte politiker og lade diplomaterne gøre deres arbejde med at forberede den fredsaftale, han har sat næsen op efter.
Selvom nordkoreanerne lider under et af verdens mest forbryderiske regimer og nu igen er truet af hungersnød, skal en dialog med det stalinistiske styre til enhver tid hilses velkommen, hvis det kan nedsætte risikoen for en altødelæggende atomkonflikt og skabe et reelt fredshåb på den koreanske halvø, der har været delt i 66 år.
Dog har Trump som præsident udvist en moralsk forkastelig tendens til at gå langt bedre i spænd med diktatoriske typer end USA’s nære allierede. Ved at godtage den nordkoreanske leders ord om, at han intet kendte til en spiondømt ung amerikaners grusomme skæbne i dennes ellers topstyrede torturkamre, sender Trump endnu en gang et signal til alverdens autoritære regimer om, at de kan løbe om hjørner med den frie verdens leder.
Men selv Trump kunne ikke gå med til at give Kim Jong-un så gigantisk en indrømmelse at ophæve sanktionerne mod det nordkoreanske styre uden at få noget håndgribeligt til gengæld. Det kan man nok takke Trumps udenrigspolitiske rådgivere for – og det faktum, at den indenrigspolitisk pressede præsidents notorisk flyvske opmærksomhed snarere var rettet mod kongreshøringen derhjemme, hvor hans tidligere advokat Michael Cohen i timevis gik i detaljer med, hvordan han udførte det beskidte arbejde for sin forhenværende arbejdsgiver. Så Trump skyndte sig hjem til Washington, og selvom han på pressemødet inden afrejsen fra Hanoi ikke kunne dy sig for at pege fingre ad tidligere amerikanske regeringer, blev verden pludselig vidne til en usædvanligt afdæmpet og næsten diplomatisk præsident. Efter hans overvurderede første topmøde i Singapore med Kim Jong-un sidste sommer var der ingen grænser for, hvor storslået det – med Trumps ord – var gået, til trods for at det mest konkrete resultat har vist sig at være et stop for flere nordkoreanske atom- og missiltests og hjemkomsten af amerikanske soldaters jordiske rester.
For at få en soufflé til at lykkes, kræver det de rette ingredienser – snilde og tålmodighed. Det samme er også påkrævet i interna- tionalt diplomati.