Kosovo

SERBISKE STYRKERS overgreb på kosovo-albanerne skulle standses, Kosovo skulle sikres som multietnisk område, Milosevic skulle tvinges fra magten, og regionens stabilitet skulle sikres. Det var de erklærede mål, da NATO for, hvad der i morgen er et år siden, indledte sine bombardementer i Serbien og Kosovo. De serbiske styrker er ude. De albanske flygtninge er tilbage. Men Kosovo har næppe en multietnisk fremtid - de tilbageværende serbere og sigøjnere lever i frygt for overgreb fra kosovo-albanere. Milosevic er stadig Jugoslaviens præsident. Regionens stabilitet er fortsat truet - også af andre konflikter og problemer som følge af Jugoslaviens opløsning. Havde andre midler sikret et bedre resultat? Umuligt at sige. NATO-landenes anstrengelser for en forhandlingsløsning var dog ikke store i de fem måneder, fra de vedtog at gå i krig, til krigen indledtes. Ved bombekampagnens start var den amerikanske model for indgreb i fjerne egne - stærkt og hurtigt ind, hurtigt ud igen - mærkbar. Men først efter 78 dage lovede Milosevic at trække sine tropper ud. Bomberne kostede omkring 500 civile livet. USA betalte krigen, fred og genopbygning skal betales af Europa. EU's Stabilitetspagt skal til Balkan signalere europæisk solidaritet, gevinster ved demokratisering, men er endnu mest papir. Til Kosovo har vi sendt penge - men effektivitet er svær at sikre. Kosovos Befrielseshær, UCK, er, trods væbnet international tilstedeværelse, eneste reelle magt. Her er langt til retssamfund og demokrati. I international politik fik krigen følger: Ført uden mandat fra Sikkerhedsrådet svækkede den FN's autoritet. Rusland blev hægtet af forsøgene på en politisk løsning - for russerne bevis for, at Vesten ikke regner Rusland for ligeværdig partner. I EU bredte sig et ønske om en anden gang at kunne tale med én stemme og lige så højt som USA - det var medvirkende til, at EU i november fik sin første »udenrigsminister«, Javier Solana. Danmark deltog for første gang i flere hundrede år i en angrebskrig. Krigen blev af regeringen ikke kaldt krig, men humanitær intervention. Et begreb, regeringen mener, der er voksende behov for at anvende, men ikke behov for internationale regler om. Begrebet kan derfor efter hyppig anvendelse komme til at smage mere af realpolitik end af medmenneskelig bekymring. Og det er bekymrende. Situationen i Kosovo og på Balkan er også fortsat bekymrende. Patentløsninger er ikke i syne. Og regionens problemer er ikke løst med et trylleslag, den forhåbentligt snarlige dag, Milosevic er ude af syne. Men de er heller ikke ignorerede. ls