NÅR BANALITETER om, at det er umuligt at gøre alle tilfredse, er overstået, må det konstateres, at Præsteforeningens hovedbestyrelse er kommet rigtig skidt fra at fordele en ekstra lokallønspulje på godt seks millioner. Som omtalt i Kristeligt Dagblad i lørdags har fordelingen af puljen, også kaldet fedterøvstillægget, betydet klækkelige årlige lønstigninger for 156 præster. Fra Finansministeriets side er lokalløn tænkt som et styringsinstrument, der skal bruges til at belønne nogle frem for andre. I sagens natur har man derfor ikke kunnet give alle præster en lige stor pose penge. Ikke desto mindre må den fordeling, der nu er foretaget, betegnes som en fagpolitisk kovending. Præsteforeningen har i et par årtier forfægtet det synspunkt, at alle præster skal have samme løn uden smålig skelen til den faktiske arbejdsbelastning. Nu er man imidlertid gået i den diamentralt modsatte grøft og har med en række såkaldte objektive kriterier i hånden valgt at dele puljen mellem otte procent af landets præster. I et fagsolidarisk perspektiv er præsterne her i senhalvfemserne gledet over i den smallest tænkelige fordeling af det lønløft, som lokallønnen repræsenterer. På et tidspunkt, hvor sognet som den eneste definition af en præsts arbejdsområde (endelig) er ved at blive blødt op og et stigende antal præster ansættes i særlige funktioner, har hovedbestyrelsen med sine objektive kriterier i hånden leveret et stykke kirkepolitik af reneste, (sogne-)konservative aftapning. De ekstra lønmidler gives til kirkebogsførende sognepræster med et vist antal folkekirkemedlemmer og kirkelige handlinger at tage sig af. En ikke overraskende konklusion, når man sætter de ni kirkebogsførende sognepræster i hovedbestyrelsen til at fordele pengene. Men nedslående al den stund, at man med de »objektive kriterier«, der alle tager afsæt i en traditionel forståelse af præstearbejdet, samtidig fraskriver sig muligheden for at bruge en del af lokallønnen til at støtte/tiltrække kolleger til områder med andre arbejdsbetingelser. Hvem siger for eksempel, at den præst, der arbejder i et sogn med en medlemsprocent på 15, har mindre at lave end den kirkebogsførende sognepræst i en sønderjysk købstad? Muligheden for at tilgodese kolleger, der varetager opgaver, som er krævende på en anden måde end den traditionelle præsts kunne have været sikret ved at give biskopperne (med-)indflydelse på anvendelsen af en del af lokallønsmidlerne. Men uha, nej. Det ville angiveligt åbne for subjektive skøn. Præsteforeningen har derimod haft blikket fast rettet mod de objektive kriterier. Som på samme tid er konserverende, ufleksible, elitære og unægtelig også virker subjektive. pb