Prøv avisen

Krig i kirken

DET ER trist men forventeligt, at der er samarbejdskonflikter i folkekirken. For snart tre år siden blev det på en kirkekonference konstateret, at der formentlig er konflikt i hver fjerde sognekirke i landet. I København er det nu kommet dertil, at medarbejdere i seks sogne føler sig chikaneret og mobbet og derfor er gået til Arbejdstilsynet. Stefanskirken i København er et af de sogne, hvor der hverken vendes den anden kind til eller vises stor gensidig barmhjertighed. På menighedsrådsmøder tales der åbent om fyring af medarbejdere. Præsterne ligger i indbyrdes krig. Organisten er langtidssygemeldt. Biskoppen har forsøgt at mægle, men forgæves. Stefanskirken er et specielt grelt eksempel på kirkelig vantrivsel. Men at der kun er sendt klagesager til Arbejdstilsynet fra Københavns-området er ikke udtryk for, at tilstandene er paradisiske uden for hovedstaden. Det er nemlig en kendt sag, at konflikter i mange sogne ganske enkelt løses ved, at der i al stilhed ikke samarbejdes. Det kan lade sig gøre, fordi den kirkelige arbejdsplads er indrettet sådan, at det er muligt. Præsten kan vælge at meddele organisten salmenumre pr. brev. Samtalen med kordegn og kirketjener kan begrænses til et minimum, og er der flere præster ved en kirke, kan de brevveksle om fordelingen af årets gudstjenester. Hvorfor er det kommet hertil - og så netop i kirken? Fordi kirkens folk ikke er Guds bedste børn, og fordi de ledelsesmæssige forhold i folkekirken er uklare. Men det spiller også ind, at medarbejdergrupperne i folkekirken er blevet bedre uddannede og derfor også kender deres værd. En topuddannet organist lader sig ikke koste rundt med af en præst og kan svare igen som i den københavnske kirke, hvor organisten chikanerede præsten ved at spille melodier som »Jyden han er stærk og sej« under altergangen. Menighedsrådene er ikke uddannede til personaleledelse, men ansætter alligevel al personale bortset fra præsterne. De vælges dog af rådene, men ansættes af Kirkeministeriet og er stort set umulige at afskedige. Provster og biskopper har påfaldende få sanktionsmidler og griber ofte først ind, når der foreligger en formel, skriftlig klagesag. Og ligger der først sådan en, er der virkelig krig på kniven. Man kunne ønske sig, at det kristne bud om næstekærlighed i højere grad bundfældede sig inden for kirkens mure. Men de uklare ledelsesforhold i folkekirken befordrer konflikterne og er dårligt egnede til at løse dem. At ændre på ledelsesforholdene vil være revolutionerende for kirken, men vil kunne skabe klarere linjer og færre problemer. bjer