Krigsforbrydelser skal straffes

Punktum for retsforfølgelse af Balkan-bødlerne. Syrien venter

Sejrherrerne skriver historien, siger man, og det var også sejrherrerne, der oprettede krigsforbryderdomstolene efter Anden Verdenskrig. Nürnberg-processerne mod de ansvarlige nazister og straffesagerne mod de japanske ledere var sejrherrens proces mod de slagne. Men det var også en ny måde at sikre, at ansvaret for krigsforbrydelser blev pålagt konkrete personer og ikke hele befolkninger. Efter Første Verdenskrig gjorde de sejrende lande Tyskland og dermed alle tyskere ansvarlig for krigen, hvilket fik katastrofale følger for Europa. Den kolde krig forhindrede, at Nürnberg-processerne blev efterfulgt af en permanent international krigsforbryderdomstol, som først blev oprettet for 15 år siden. Men dens forløber blev den domstol, som FN oprettede for knap 25 år siden til at retsforfølge de ansvarlige for krigene på Balkan i 1990’erne.

I onsdags afsagde Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, som domstolen formelt hedder, den sidste af i alt 161 domme mod mennesker anklaget for krigsforbrydelser på Balkan.

Domstolen har været under massiv kritik for dels sin langsommelighed, dels sin frikendelse af en række centrale skikkelser i Balkan-krigene, men de mange domme, der er fældet, har ikke været sejrherrernes dom over de slagne serbere, selv om en del serbere har fremstillet det sådan. Det har derimod været det internationale samfunds forsøg på at skabe retfærdighed.

Slagteren fra Bosnien, den serbisk-bosniske hærchef Ratko Mladic, fik som den sidst dømte en berettiget livstidsdom for etnisk udryddelse og folkedrab. Mladic blev dømt for blandt andet snigskytters drab på civile, terrorbombningen af Sarajevo, oprettelsen af kz-lignende lejre og ikke mindst sit medansvar for Srebrenica-massakren, der kostede flere end 7000 muslimske bosniere livet.

Den hårde dom var den eneste rigtige og baserede sig på 600 vidneudsagn og en mængde dokumentation, herunder Mladics egne dagbøger, som blev fundet i et hemmeligt rum i det hus, hvor den tidligere hærchef skjulte sig, da han blev arresteret og udleveret til international retsforfølgelse.

Trods kritikken af tribunalets langsommelighed har det haft en selvstændig værdi, at så store forbrydelser er blevet efterforsket og dokumenteret ned til næsten den mindste detalje. Også Mladic har afvist og benægtet, at de uhyrligheder, som han blev dømt for, fandt sted, men dokumentationen modbeviser al benægtelse.

Krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien har trods kritikken vist, at det er muligt via domstole at skabe et element af retfærdighed efter krige. Dommene genopretter ikke retfærdigheden, men minder om, at den findes.

For krigsforbrydelser skal straffes. Hvis det ikke sker, opgiver man respekten for ofrene. Mange ofre har levet med krigstraumer, som reelt kan dæmpes, hvis de ansvarlige drages til ansvar for deres forbrydelser. Hvis krigsforbrydere ikke straffes, opgiver man også håbet om en international retsorden.

Mere end 100.000 mennesker blev dræbt i de brutale krige efter Jugoslaviens opløsning og i det serbiske forsøg på at udrense de muslimske bosniere. Som det blev sagt tidligere på ugen her i avisen, kan intet gøre det godt igen for de mange berørte, men noget kan gøre det værre, og noget kan gøre det bedre.

Domstolen har bidraget til at skabe retfærdighed og forsoning på Balkan. Verden har brug for mere af det, og forude venter et retsopgør efter krigen i Syrien.