Krisehjælp

GODT NOK er det en stående debat, hvor og hvornår kirken skal blande sig i menneskers liv, og hvor aktiv den skal være for at komme i kontakt med folk. Men man skal være mere end almindeligt firkantet i sit syn på præsters opgaver for ikke at kunne se det positive i, at kirken kendte sin besøgelsestid sidste weekend, da Roskilde Festivalen blev ramt af den tragedie, som kom til at koste ni unge mænd livet. Kriseberedskabet efter ulykken fungerede, og det gjorde det, fordi det indeholder en masse dygtige mennesker, som ved hvad de skal gøre i sådanne situationer med stor respekt for hinandens kompetencer og specialer, men også fordi kirken med sit åndelige budskab var i stand til at komme og sige det, der skulle siges, som et supplement til psykologers og terapeuters arbejde. Traditionelt har krisehjælp og krisepsykologisk beredskab været forbundet med læger og psykologer. Det er da også først og fremmest disse grupper, der er involveret, når der er brug for krisehjælp i mindre målestok, end det var tilfældet sidste weekend. Men som en konsekvens af ulykken på Scandinavian Star i 1990 blev det pålagt alle amter i Danmark at opstille krisepsykologisk beredskab, og disse indbefatter også et kirkeligt beredskab. Det gør de blandt andet, fordi det ikke kan udelukkes, at der kommer nogen, der hellere vil tale med en præst end en psykolog eller måske begge dele, og fordi kirken i al sin stilhed og uden pop kan det, som nok så mange ord ikke kan, nemlig sætte det ubegribelige ind i en rituel sammenhæng og formidle et håb. Det peger fremad og indeholder den religiøse dimension, som på en underlig måde kan gøre det uvirkelige virkeligt og sidst men ikke mindst også skabe et fællesskab omkring såvel sorg som håb. I Roskilde var både biskop Jan Lindhardt, der tog hjem fra ferie for at holde en kort andagt på festivalpladsen og senere en mindegudstjeneste i domkirken, og de mange præster, som var direkte indblandet i krisehjælpen, og som senere har fået megen ros for indsatsen, med til at gøre en forskel. Dette handlede ikke om fisk til pinse, Lama-besøg eller tivolisering af kirken for at få fyldt flest mulige bænke. Det handlede om at gøre opmærksom på, at der er en kirke, der kan træde til og tilbyde at skabe rammer og ord for det, der ikke altid kan bearbejdes individuelt. Midt i tragedien var det derfor positivt at se, at der i en tid, som med god grund anklages for at blive mere og mere specialiseret med vandtætte skotter mellem faggrupper, at der var brug for en institution, der betjener sig af en åndelig skat, når meningsløsheden skal rummes. Det giver mening. weis